»Vis mig en rask mand, og jeg skal kurere ham«. Citatet tilskrives den schweiziske psykiater og fader af den analytiske psykologi, Carl Gustav Jung. For mig hentyder Jung her til noget, som kan være med til at gøre os klogere på, hvordan fænomenet selvhjælpskultur, slår over i sin egen modsætning. Hvordan begrebet med intentionen om at forbedre, berige og gøre fri paradoksalt ender med at ødelægge, underkue og binde mennesket. For mig at se er en kultur prædikeret på præstation og overfladiske valoriseringer gennem de sociale medier med til at skabe en herskende form for selvhjælpsonani, der – ligesom autoerotisicmen – næsten altid ender med en tom og skamfuld følelse.
Tendensen ses alle vegne. Bøger, TikTok og coachingprogrammer, der kan være med til at gøre dig til en ’bedre’ version af dig selv. I alle forskellige afskygninger af livet kan der optimeres. Alt kan blive en anelse bedre, og guruerne er at finde alle steder – en ting har de dog til fælles: De vil gerne have en lille skilling for det. ’Invester i dig selv!’, ’Der er ingen andre, der kan komme og gøre det for dig!’, ’Udløs dit fulde potentiale!’. Med et virvar af dårlige slogans og salgstricks udnytter de vores narcissistiske tendenser og basale behov for anerkendelse. For hvem vil ikke blive en anelse bedre? En strammere krop, lidt mere luft i økonomien og mere succes med det andet køn. Og her har jeg herlige nyheder til dig: Din kammerat fra gymnasiet har nemlig taget et coachingdiplom og knækket koden. Du skal bare lige betale lidt knaster for at komme med i klubben.
