Det var med tårer i øjnene og nervøse hænder, jeg så dokumentaren på TV 2 ’Ingen kære kommune’.
Jeg blev ramt af en smertefuld genkendelighed. Ordene, billederne, videoerne – jeg genkender dem, for det er mig. Jeg selv er opvokset i et hjem ikke langt fra den virkelighed, der bliver skildret i dokumentaren. En hverdag med uforudsigelighed og manglende struktur. Jeg måtte selv stå for sengetider og for at komme i skole. Jeg måtte selv huske, at der var luciaoptog, og få hjælp af min lærer til at få vasket kjolen. Jeg måtte selv som 11-årig opsøge psykologhjælp efter min fars død. En på mange måder uforståelig tilværelse at vokse op i – for andre. For mig var det hverdag, ligesom det i dag er for 109.000 danske børn, der lever i en familie præget af alkoholmisbrug. Eller de mange børn, som har forældre med stofmisbrug.
