Jeg sidder på en lille stol i hjørnet af min mormors etværelseslejlighed nord for København. Solens lys glider svagt gennem de tynde gardiner og kaster bløde skygger på væggene. En seng, en sofa, et bord og en lille reol fylder rummet. Mellem os står et træbord med en halvtom flaske vand, en skål med vindruer og en vase med kunstige blomster.
Jeg er taget hen til min mormor for at lytte, for at forstå. Jeg vil nå ind til kernen af de spørgsmål og den uro, som altid har ligget som en skygge over alt det uafklarede i min arv som palæstinenser. Det er ikke første gang, jeg sidder her, men det er første gang, min mormor – min teta – er klar til at dele sin fortælling. Måske er det de rædsler, vi er vidne til i Gaza, der spejler fortiden, eller en erkendelse af, at tiden er knap, der gør, at hun nu er klar til at tale med mig.
