I godt og vel halvandet år i slutningen af 00’erne brugte jeg en del af min arbejdstid på et større forlag med at græde på personaletoilettet. Selvfølgelig ikke i timevis, men ofte nok til, at det blev en fast del af arbejdsdagen. Jeg skulle have et sted at få afløb for den afmagt, smerte og ydmygelse, jeg følte ved at blive chikaneret af min nærmeste chef.
Man skal nok have været på langfart uden internetforbindelse i de seneste to uger, hvis man ikke har læst og hørt indlæggene om seksuel chikane og #MeToo-episoder i forlagsbranchen. Som kvinde med en del år i branchen har jeg også oplevet lignende krænkelser, men det er en anden form for undertrykkelse, jeg gerne vil rette opmærksomheden mod her. En, der sjældent får samme plads i debatten, men som kan være lige så skadelig.
Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

