Jeg er bange for at slå nogen ihjel. Sådan hører jeg ofte mine medstuderende og yngre læger i vennekredsen sige. Frygten for at overse en kritisk diagnose eller begå en uoprettelig fejl fylder i hverdagen, når tiden er knap, og antallet af patienter tårner sig op. I stedet for at møde patienter med ro og nærvær, bliver samtaler ofte reduceret til forhastede spørgsmål og hurtige notater i journalen.
Jeg har selv oplevet, hvordan stress og travlhed på afdelingerne fører til et konstant pres for at nå det hele. Paradoksalt nok er netop de få minutter med patienten altafgørende for en korrekt og sikker behandling. Når læger får tid til at lytte, stille opklarende spørgsmål og diskutere behandlingsmuligheder, reducerer man risikoen for misforståelser, forkerte diagnoser og alvorlige fejl. Selv om intentionen er at spare på de knappe kroner og ører, bliver travlheden ofte dyrere på sigt.
