Jeg er pædagogmedhjælper i en aldersintegreret daginstitution for børn mellem et og fire år, og jeg elsker mit job. Det er på mange måder det mest lærerige og ikke mindst det absolut sjoveste, jeg har lavet i mine 20 år. På trods af at jeg ikke er fagligt uddannet eller selv har erfaring som forælder, har jeg i mine 18 måneder i vuggestuen opnået et forholdsvis omfattende kendskab til pædagogikkens snørklede veje.
Derfor sad jeg også og nikkede mig flittigt igennem Dorte Ågårds Kronik ’Vi skal holde op med hele tiden at spørge, hvad børnene selv har lyst til’ (Pol. 16.2.). I Kroniken efterspørger Ågård et opgør med det børnesyn, der har domineret de seneste 30 år. Ågårds påstand er, at den nuværende generation af forældre kæmper med, eller afholder sig fra, at bevare en klar autoritet og tydelige retningslinjer over for barnet, som for bevidst at bryde med traditionel og gammeldags børneopdragelse. I stedet gives børn en for høj grad af medbestemmelse og manipuleres tilmed følelsesmæssigt med konstateringer som ’du behøver ikke tage med ud og besøge bedstemor, men hun bliver meget skuffet, hvis du ikke kommer’.
