Endnu en gang toner det populære DR-program ’Danmarks næste klassiker’ frem på skærmen. Fem håbefulde designere skal i det første afsnit af sjette sæson ’ud i virkeligheden’. Opgaven lyder, at de skal designe et ventemøbel til den ikoniske Københavns Hovedbanegård, som i de kommende år står over for en renovering. Derudover skal møblet have potentiale til at kunne opsættes på landets øvrige stationer. Designerne får udleveret et brief fra DSB, og en af dommerne i programmet understreger, at de skal designe et ventemøbel, der bidrager til en forbedret kundeoplevelse, så kunderne føler en »rummelighed«, en »åbenhed« og en »tryghed« på stationen.
’Ud i virkeligheden’ betyder i dette tilfælde også ud i de offentlige rum. De offentlige rum er for alle, men i de senere år er der sket en oprustning – en militarisering af de offentlige rum imod fattige og hjemløse mennesker, som geografen Mike Davis beskrev i starten af 90’erne. Oprustningen indebærer nye typer designtiltag og designstrategier, som sigter på at udelukke bestemte mennesker fra visse offentlige rum. I store danske byer kan oprustningen ses gennem en øget befæstning med hegn og porte, overvågning og ’hjemløsesikrede’ bænke, som forhindrer ophold, hvile og søvn. Frygten og foragten for fattige mennesker kaldes ’aporofobi’, og den type design, der skal holde dem væk, kaldes ’ekskluderende design’.
