Forleden mødte jeg en gammel bekendt, som er geolog. Jeg fortalte ham, at jeg for nylig havde købt hus, hvortil han som det mest naturlige i verden spurgte, om grunden var højtbeliggende? Joh, det mente jeg da. Huset ligger i bakkerne syd for Aarhus. Han nikkede. Han var tryg på mine vegne. Blandt hans kolleger, forklarede han mig, var det vigtigste, når man købte hus, nemlig beliggenhed. Og ikke beliggenhed tæt ved havet. Gerne det modsatte. De søgte ind i landet. Op i landet. Så højt op som muligt. Og gerne væk fra nåleskov og andet brændbart. Tommelfingerreglen er, at man skal styre uden om alle stednavne, som hedder noget med ’-sø’, ’-ø’ ’-strand’ eller ’-mose’. Jeg var lettet. Mit hus ligger i Højbjerg. Til gengæld, forklarede jeg ham, bor jeg lige op ad Marselisborg Skov. Nu flakkede hans blik en smule, men han sagde ingenting. For sådan er det ofte med dem, der ved mest. De ved også, hvornår de ikke skal sige noget.
Klimakrisen tårner sig op over os som et monster. Den er blevet en integreret, bestemmende del af vores virkelighed, vores samtaler og i stigende grad vores huskøb. For få uger siden var en million husstande i Storbritannien uden strøm, imens hundredeårsstormen Èowyn flåede kysterne til pindebrænde. Vi ved alle, at der ikke er hundrede år, til det sker igen. Og for kort tid siden blev store dele af Los Angeles brændt ned til grunden. Pludselig kunne man se Hollywood-kendisser, som man normalt kender fra det hvide lærred, stå med opgivende, udslukte blikke, mens flammerne ubønhørligt nærmede sig deres luksusvillaer. Men også såkaldt almindelige mennesker mistede deres huse i de dage. Mange af dem havde kort forinden fået deres forsikringer opsagt af forsikringsselskaberne. Ikke blot står de nu uden hjem. De står samtidig med den gæld, som de stadig har i huset. Med sådan en gæld kommer de aldrig ind på boligmarkedet igen. De er stavnsbundne til en tom grund. Gælden vil forfølge familierne i generationer.
