Debatindlæg afAlexander Engel

Projektleder, oplægsholder og rekrutteringsansvarlig

Nogle gange er løsningen for ’drenge i dunjakker’ ikke bare hårdere straffe, men mere fællesskab. Det erfarede jeg, da jeg som 20-årig stiftede min egen forening.

Jeg gik fra joggingsæt til jakkesæt. Vi skal blive langt bedre til at skabe kreative fællesskaber for unge

Lyt til artiklen

Jeg er vokset op og har tilbragt mine teenageår i Farum Midtpunkt. For de uindviede er det et socialt boligbyggeri nord for København. Her var ungdomsklubben mit andet hjem, og det eneste egentligt faste fællesskab jeg og mine venner havde. Som 20-årige var vi desværre blevet for gamle til at komme der.

Jeg husker tydeligt den fortvivlelse, der ramte mig, da jeg skulle sige farvel til min yndlingspædagog. Og hvordan den velkendte, men på det her tidspunkt udefinerede følelse af ikke længere at passe ind opstod. Hvad skulle vi nu? Tilbage til blokken? Nogle af mine venner gik i gang med en uddannelse, andre fandt jobs, og de resterende kom på afveje og endte i kriminalitet.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her