Jeg er vokset op og har tilbragt mine teenageår i Farum Midtpunkt. For de uindviede er det et socialt boligbyggeri nord for København. Her var ungdomsklubben mit andet hjem, og det eneste egentligt faste fællesskab jeg og mine venner havde. Som 20-årige var vi desværre blevet for gamle til at komme der.
Jeg husker tydeligt den fortvivlelse, der ramte mig, da jeg skulle sige farvel til min yndlingspædagog. Og hvordan den velkendte, men på det her tidspunkt udefinerede følelse af ikke længere at passe ind opstod. Hvad skulle vi nu? Tilbage til blokken? Nogle af mine venner gik i gang med en uddannelse, andre fandt jobs, og de resterende kom på afveje og endte i kriminalitet.
Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
