I flere år har den politiske samtale haft identitet som omdrejningspunkt i kampen for retfærdighed. Nu står vi imidlertid midt i et opgør med identitetspolitikken. Antændt af den opportunistiske højrefløj i USA er den lavmælte ulmen i krogene begyndt at stå i lys lue. Det er ikke kun de sædvanlige højredrejede fløjpositioner, der tager del i opgøret. Også folk, som tilhører den progressive humanistiske fløj, begynder nu at tale højere om deres skepsis. Senest var det Suzanne Brøgger, der i Berlingske kaldte identitetspolitik for »en blindgyde«.

Særligt har kønsidentiteten været på spil. Vi har gennem sproget forsøgt at genforhandle de sproglige koder for den sociale kønslige virkelighed: Ord som ’mansplaining’, ’slutshaming’ og ’mental load’ er kommet til, mens andre ord er blevet udskammet. Nonbinære pronominer. Nye og forgrenende identitetsmæssige skel. Den kønslige sociale virkelighed er til genforhandling, og den genforhandling indebærer i sagens natur en anstrengelse. En anstrengelse, der kan synes meningsløs, hvis man ikke får noget særligt ud af den, og ligefrem truende, hvis ens egen identitetsfortælling bliver udfordret af den.