I min barndom var man kejthåndet, hvis man brugte venstre hånd i stedet for højre. Til at skrive med, til at holde kniven i, til at spille på xylofon med. I børnehaver og skoler tilstræbte velmenende pædagoger og lærere at retlede de børn, som allerede tidligt viste tegn på denne kedelige præference for det kejtede, og nogle udviklede siden i voksenlivet skriftlig afasi som følge af, at de blev tvunget til at sidde med den forkætrede venstre arm på ryggen, så den højre kunne komme til ære og værdighed, som det sig hør og bør hos ordentlige folks børn.
At bruge venstre hånd i stedet for højre blev betragtet som udtryk for dumhed, uduelighed og slap disciplin, så selvom det dybest set ikke havde større praktisk betydning, end at blyantsskriften risikerede at blive lidt gnidret, holdt man langt op i 70’erne fast i, at kejthåndethed var en form for motorisk mutation og åndeligt stivsind, som måtte knægtes.
