Mathilde Colbjørn Holst brænder pasta på med vilje. Hun ødelægger en mikrobølgeovn og hælder mælk i elkedlen – som en aktiv protest mod den ulige fordeling af ansvar i hjemmet. Hun gør sig bevidst uduelig for at få skubbet til ligestillingen. Kritikere kalder det manipulerende og råder til, at samtalen tages som voksne mennesker i husholdningen. Det er jeg enig i – men hvad gør jeg med alle de andre voksne mennesker, der automatisk tror, at jeg er familiens projektleder?
Selv om jeg ikke går helt så drastisk til værks som Holst, genkender jeg behovet for at agere strategisk i forhold til husholdning og børn – simpelthen for ikke at blive den, alt automatisk lander hos. For selv om mange parforhold – inklussive mit eget – faktisk forholder sig til fordelingen af opgaver, så er der stadig en forventning udefra, som gør mor til default. Det er mor, daginstitutionen ringer til. Det er mor, Aula-beskederne bliver sendt til. Det er mor, der bliver spurgt, hvad børnene ønsker sig til jul, og hvem man koordinerer legeaftaler med.
