Det er aften. Jeg sidder på mit værelse med Haidar Ansaris nye bog i hånden og læser hans velskrevne digte. Min lillesøster kommer farende ind, hun vil gerne en tur forbi den lokale slikbutik. Jeg forbarmer mig, og klokken 18.32 sidder vi i min slidte Hyundai i20. Jeg træder langsomt på gaspedalen, løfter koblingen og triller afsted, mens min søster sætter spansk musik på – DYSTINCT x MORAD.
Klokken er 18.37, og vi er ankommet. Vi bevæger os langsomt gennem indkøbscentret. Jeg møder nogle gamle barndomsvenner, jeg plejede at hænge ud med, men som jeg ikke har set længe. Syv brune fyre med fuldskæg, klædt i sort fra top til tå. Jeg hilser kort. Samtalen rækker ikke til abstrakt dialog, men dog til enkelte høflighedsfraser: »As-salamu alaykum– alt vel, fætter?« (arabisk for ’fred være med dig’).
