Ældreminister Mette Kierkgaard har fyldt den helt store spin-entourage bag i hestevognen til dokumentation af den veltilrettelagte turne rundt til alt, der begynder med ’ældre-’ i det ganske land. Og her bliver både nydt frokoster med fagforeninger, drukket kaffe med kommuner, spist ældremad med andre ligesindede(?) politikere, talt med frivillige, parallelt med, at der distribueres et hav af billeder og citater til alt, der begynder med ’medie-’.

Men midt i dette medievirvar øjner man alligevel konturerne af et morads, der stikker dybere og dybere. Flere og flere kommuner begynder at tage bladet fra munden og melder om urimeligheder med den nye ældrelov. Der mangler tid og ressourcer, der efterlyses planlægning og realistiske retningslinjer, rammer og en gennemtænkt kvalitetssikring. Og i tilgift melder ældreministeren minsandten ud, at nu skal det være slut med enkeltstående historier. Nu gider hun ikke høre mere »brok fra enkelte svaler«[1]. Nej, nu skal vi have fokus på implementeringen, hvorfor hun har døbt sig selv implementeringsminister[2].