For nogle år siden bad en dansk kæreste mig om at kokkerere et indisk måltid til en hyggelig aften for ham og mig. Det virkede jo oplagt, for selv om jeg nu bor i Danmark, er jeg født og opvokset i New Delhi. Det kom dog meget bag på min kæreste, at jeg ikke ’nyder’ at lave mad. Hvem kan ikke lide at tilbringe tid i et køkken, forberede Instagram-værdige måltider og diskutere kvaliteten af de forskellige ingredienser?
Jeg forstår godt, hvorfor madlavning ofte er en fornøjelig aktivitet i Danmark, men som indisk kvinde er det svært for mig ikke at forbinde det med noget temmelig problematisk. Det indiske køkken er uhyre omfattende, kræver en alenlang liste af råvarer, krydderier og urter og tager meget lang tid. En indisk frokost alene kalder oftest på mange retter og betyder derfor, at en kvinde arbejder i timevis i køkkenet, for at hun og hendes familie kan nyde måltidet. Det er altså meget langt fra den rugbrødsmad, en typisk dansker indtager til frokost, og som ikke kræver mere end tre minutter at sammensætte.
