Som betragter af debatten om køn og ligestilling finder jeg det interessant løbende at følge reaktionerne på de undersøgelser, som i de senere år har vist, at mange unge mænd mener, ligestillingen er gået for langt. For selv om der findes flere åbenlyse årsager til de unge mænds holdninger, er det, som om disse årsager er aldeles umulige at se for mange af debattens aktører.
Nogle, som kønsforskeren Gefjon Off, taler som politikere, der ikke forstår, hvorfor vælgerne vil noget andet. »Vi skal blive bedre til at formidle fordelene ved ligestilling«, sagde Off i 2022 på baggrund af en stor tværeuropæisk undersøgelse, hun havde stået i spidsen for. (Læs mere om undersøgelsen).
Andre klynger sig til aftapninger af sociologen Michael Kimmels tese om vrede hvide mænd og hævder, at de unge mænd reagerer på et tab af privilegier.
»For mig at se må forklaringen være, at det er en modreaktion på MeToo og den rettighedskamp, som mange kvinder og minoriteter har kæmpet med stigende styrke i de senere år. Man føler, man mister privilegier og sin plads i verden, fordi andre får eller ønsker de samme rettigheder eller privilegier som én selv«, skrev eksempelvis tidligere folketingsmedlem Gitte Seeberg i 2023 i kølvandet på en dansk undersøgelse.
Det minder om en teambuildingøvelse, hvor deltagerne er iført luftige dragter og har bind for øjnene. Ingen rammer rigtig noget, men det er sjovt at se på. Så sjovt, i hvert fald, som den slags nu kan være. Det vil sige ikke for alvor sjovt, men marginalt sjovere end et storrumskontor i midten af juli.
I Danmark er det omkring hver femte ung mand, der mener, at ligestillingen er gået for langt. For det utrænede øre kan tallet lyde højt, men det overraskende er faktisk, at det ikke er højere. For der er to rigtig gode grunde til, at unge danske mænd kan være af den opfattelse.
Den ene er, at ligestilling i al væsentlighed handler om piger og kvinder. Det gælder i medierne, det gælder i forskningen, det gælder politisk, og det gælder institutionelt. Den kønnede slagside er så stærk og indgroet, at den sidder i os alle sammen. Prøv selv at lukke øjnene og tænke på ordet ligestilling. Hvis ikke noget med kvinder dukker op, er du en undtagelse. Eller fuld af løgn.
Et illustrativt eksempel er navnet på Danmarks videnscenter for køn og ligestilling, Kvinfo. Centret forklarer til enhver, der gider lytte, at Kvinfo skam er en forkortelse for Køn, Viden, INformation og Forskning. Men den er der ingen, der køber. Alle forstår, hvem Kvinfo er til for.
Vil man have noget mere håndfast, kan man se på regeringsgrundlagets afsnit om ligestilling. Her optræder ordet kvinder fire gange, mens ordet mænd slet ikke nævnes.
Man kan også kaste et blik på FN’s undertiden højt besungne verdensmål, som optræder på plakater og farvede bokse rundtom i skoler og andre institutioner. Verdensmål 5 handler om ligestilling og indeholder ni delmål. Syv af dem handler eksplicit om piger og kvinder. To af dem handler implicit om piger og kvinder. Ingen af dem handler om drenge og mænd, hverken eksplicit eller implicit.
Den groteske skævhed går igen i FN’s officielle kalender over mærkedage. Kalenderen rummer ti mærkedage for piger og kvinder, men ikke en eneste for drenge og mænd. End ikke mændenes internationale dag, som hvert år finder sted 19. november og markeres i lande verden over, er at finde i FN’s kalender. Måske fordi der ikke er plads. 19. november fejrer FN World Toilet Day.
Et sidste eksempel på det institutionaliserede kønssyn er den såkaldte ’Global Gender Gap Report’ fra World Economic Forum, som danske medier flittigt rapporterer om hvert år, når den udkommer. Rapportens bærende præmis er, at når kvinder klarer sig dårligere end mænd inden for et givet område, f.eks. uddannelse, er det et ligestillingsproblem, men når mænd klarer sig dårligere end kvinder inden for et givet område, er det ikke et ligestillingsproblem.
Ja, det er faktisk værre endnu, for rapporten nøjes ikke med at være ligeglad med mænds problemer. Når mænd klarer sig dårligere end kvinder inden for et givet område, klassificerer rapporten det som ’fuld ligestilling’. Rapportens perverse logik, som fortjener større opmærksomhed i danske medier, er altså denne: Når kvinder er bagud, har vi et ligestillingsproblem. Når mænd er bagud, har vi fuld ligestilling.
Det bør ikke overraske nogen, at det politisk-institutionelle syn på køn smitter af på de unge mænds holdning til ligestilling. Selvfølgelig sidder de unge mænd ikke og nærlæser hverken regeringsgrundlaget, verdensmål 5, FN-kalenderen eller ’Global Gender Gap’-rapporten, men den klare orientering mod piger og kvinders interesser, som alle disse ting udtrykker, kan de sagtens mærke. De unge mænd fornemmer, helt korrekt, at ligestilling ikke handler om dem.
Den anden gode grund til unge mænds skepsis er den rolle, de spiller, når de faktisk spiller en rolle. Richard Reeves, forfatter til bestselleren ’Of Boys and Men’, leder af den amerikanske tænketank American Institute for Boys and Men og medstifter af den nye britiske tænketank Centre for Policy Research on Men and Boys, formulerer det fint, når han siger, at vi ofte hører om mænd som problemer, men sjældent om mænds problemer.
Ifølge Reeves hænger det sammen med underliggende normer i de etablerede medier, som sætter rammerne for, hvilke historier der skrives om kvinder og mænd. Der er sket en bedring, men forskellen er stadig udtalt, mener han. »Der er meget plads til at skrive om mænd som problemet i disse medier, men at tale om mænd, der har problemer, er et brud på den gængse fortælling. Det skubber til grænserne for, hvad der er acceptabelt«, siger han.
Reeves er brite og bor i USA, men hans iagttagelser kunne også gøres i Danmark. Netflix-serien ’Adolescence’ er det seneste eksempel på, at ligestilling i de danske medier godt kan handle om drenge og mænd, når bare drenge og mænd optræder som skurke. Debatter om voldtægter, partnerdrab, sexisme og sexchikane er andre eksempler.
Mindre opmærksomhed er der, når det handler om mænds problemer. Under coronapandemien pitchede Reeves en historie om mænds overdødelighed til en avis. Men journalisten afslog. »Mænds sundhed har ikke nogen læsere«, lød begrundelsen.
I Danmark var billedet det samme. »Jeg oplevede det senest under coronapandemien, hvor det pludselig viste sig, at langt flere mænd end kvinder døde af covid-19. Ingen tog notits af det«, fortæller Svend Aage Madsen, psykolog og formand for Forum for mænds sundhed, i sin nye bog, ’Argumenter for mænd’.
Reeves har gentagne gange fortalt, at det var umuligt for ham at finde et forlag, der ville udgive ’Of Boys and Men’. Det var kun, fordi han kunne udgive den på Brookings Institute, hvor han arbejdede, at den overhovedet udkom. Bogen, som blandt andre Barack Obama siden har anbefalet, ville ingen røre ved, fordi den handlede om, at mænd også har problemer, som har med ligestilling at gøre.
Når mænd stort set kun medvirker i skurkeroller, er der ikke kun tale om typecasting. Der er tale om en objektivisering, som reducerer mænd til det problem, de udgør for kvinder. Mænd medvirker ikke som hele mennesker, men i kraft af deres funktion som f.eks. overgrebsmænd. De er interessante, så længe de kan bruges til at beskrive kvinders verden, men de er ikke interessante i sig selv.
De unge mænd kan godt mærke, at det forholder sig sådan. »Når venstrefløjen taler om mænd, sker det med udgangspunkt i visse mænds problematiske adfærd eller forkerte værdier«, skrev eksempelvis tre unge socialdemokratiske mænd i februar i år. »Det kan der sagtens være noget om, men når det er det eneste udgangspunkt, er det ikke overraskende, at de unge mænd føler sig talt ned til – og at de ikke er velkomne som en del af vores progressive, frihedsskabende projekt«.
Indlægget var en del af en intern diskussion på venstrefløjen, men iagttagelsen rækker videre end det.
Det er forståeligt, at mange unge mænd bliver skeptiske, når de hører ordet ligestilling. Det meste af tiden handler ligestilling om piger og kvinder. Resten af tiden handler det om, at drenge og mænd gør noget forkert. Hvorfor i alverden skulle unge mænd føle sig tiltrukket af det?
Løsningen er ikke at blive bedre til at kommunikere med de unge mænd. Løsningen er at se indad. Men desværre er det ikke det, der sker. I stedet for at korrigere kursen og interessere sig mere for, hvordan verden ser ud fra drenge og mænds perspektiv, fortsætter man ned ad den velkendte etsporede vej med Beyoncé i højtalerne og speederen i bund.
Det ses på tværs af nationale og internationale institutioner, også i EU, hvor man i øjeblikket lægger sidste hånd på unionens ligestillingsstrategi for 2026-30. En strategi, kommissæren for beredskab, krisestyring og ligestilling, belgiske Hadja Lahbib, har indrammet således: »Med den nye ligestillingsstrategi for 2026-30 har vi som mål at styrke alle kvinder og piger og gå sammen mod et mere ligestillet samfund i Europa og resten af verden«.
EU’s besked til drenge og mænd er den samme som FN og WEF’s og behøver ingen oversættelse: Nein. Non. No.
Det er ikke mere kompliceret end som så. De aktører i politik, institutioner, forskning og journalistik, som skaber og vedligeholder den åbenlyse skævhed i fokusset på kønnenes problemer, bærer hovedansvaret for, at så mange unge mænd siger fra. Hvis ligestilling i højere grad kommer til at handle om mænds liv, erfaringer og udfordringer, skal mange af dem nok vende tilbage igen.
fortsæt med at læse
