Forleden bragte Politiken en pladderkonservativ svada af journalist René Fredensborg om, at København var bedre i gamle dage (Pol. 17. juli). Som så ofte før, når slumromantikere udbreder sig, var »gamle dage« indsnævret til den tid, skribenten som ung mand flyttede til byen og en håndfuld år frem. Skurkene er »veganere med cykelhjelm« og Line Barfod. Javel. Heldigvis slutter han teksten med en konstatering om, at han er »lykkelig for at bo tilstrækkeligt langt fra København«. Godt for ham – så slipper han for at se min cykelhjelm.

Nostalgien her kræver en villet blindhed over for slummens omkostninger. Min mor voksede op i Guldbergsgade i halvtredserne med en bror i stuen og en enlig mor i soveværelset. De spiste alle måltider i hvert sit rum, fordi min mormor ikke havde mentalt overskud til at socialisere med sine børn. Byen viste ingen nåde for enlige mødre. Når min mor og jeg går gennem Nørrebro i dag, ser hun de nye caféer og de glade børnefamilier og siger »tænk bare, hvis der kunne have været så dejligt, da jeg voksede op«.