I morgen lørdag går jeg igen med i Copenhagen Prides årlige parade. Som queer-person betyder Pride enormt meget for mig. Det er ikke bare en festdag eller en farverig parade. Det er en påmindelse om, hvor langt vi er kommet, og hvor meget kamp der ligger bag retten til at være den, vi er. Det er et fællesskab, hvor jeg kan gå frit og stolt sammen med mennesker, der ligner mig – og med mennesker, der kæmper for de samme rettigheder og den samme respekt.
Men når jeg ser mig omkring, mens glæden og festen fylder gaderne, kan jeg ikke lade være med at føle en dyb frustration. For hvordan kan jeg for alvor fejre min frihed, når der samtidig er så mange rundt omkring i verden, som ikke har den? Når tusindvis af mennesker lever i konstant frygt for deres liv, uden adgang til mad, medicin eller basale menneskelige fornødenheder? Når folk i Gaza lever under en blokade, som holder dem afskåret fra resten af verden? Det er ikke frihed. Det er ikke værd at fejre.
