Det er en surrealistisk tid i historien at være forælder i. Det, der foregår i Gaza, langt fra vores beskyttede, privilegerede hverdag i Danmark, vil min nu toårige datter en dag kunne læse om i historiebøgerne. Hun vil (forhåbentlig) også stille spørgsmål. Og det er min pligt at gøre det samme, imens denne hjerteskærende konflikt udspiller sig.
Lige nu er hun heldigvis mest optaget af at læse Alfons Åberg og hoppe på trampolin. Når hun har frabedt sig aftensmaden og bliver sulten, før hun skal i seng, bliver hun tilbudt en banan eller en skål havregryn — hun går ikke sulten i seng. Virkeligheden er en anden i Gaza. Her har mødre langt fra samme muligheder som jeg. De kan end ikke skænke deres børn et glas vand. Mange af dem må se til, imens deres børn sulter – mange ihjel — eller blive skudt i forsøget på at hente mad fra nødhjælpsuddelinger. Mange må se deres børn miste lemmer og lide, uden at sygehusene kan smertestille.
