Som enhver, der har fulgt bare lidt med i nyhederne, ved, mødtes USA’s præsident Trump, Ukraines præsident Zelenskyj og lederne for Nato, EU og Storbritannien og flere andre europæiske lande mandag i Det Hvide Hus for at forhandle om muligheden for at bytte landområder og stille sikkerhedsgarantier, der måske kan bringe den russisk-ukrainske krig til afslutning. Men gjorde de nu også det?
Lad os se på ordet ’forhandle’. Enhver krig ender med en forhandling, plejer man at sige, men det sker sjældent, at en aggressor sætter sig til forhandlingsbordet og gør krav på territorier uden at have kontrol over dem. Normalt diskuterer de stridende parter, hvilke militære erobringer der bør formaliseres, og hvilke der skal leveres tilbage. Vladimir Putin har dog konsekvent forlangt mere land, end hans militær har formået at få kontrol over i de tre et halvt år, siden Rusland indledte sin fuldskalainvasion. Under sit møde med Trump i Alaska fredag kom Putin tilsyneladende med en lille indrømmelse: Han forlanger stadig mere land, end han har erobret, men mindre end han tidligere forlangte. Selv mindre er og bliver dog mere.
