Jeg er mor til en 17-årig pige med autisme og adhd. Hele hendes liv har været præget af, at vi som familie har måttet kæmpe for at sikre de rette rammer. Ikke fordi vi ikke selv har set behovene – men fordi systemet alt for sjældent har villet anerkende og handle på dem, før det var for sent.
De seneste tre år har været særligt problematiske. Hun har været i forskellige skole- og uddannelsestilbud, hvor erfaringerne er de samme hver gang: Vi er startet med at sende en glad og velfungerende pige afsted, men når støtten starter for lavt, uden plan og uden at være rettidigt sat i gang, ender det i mistrivsel, skolevægring og isolation i hjemmet. Det er sket to år i træk, og vi frygter nu, at det kan ske igen.
Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

