Jeg har et barn, der er autist. Og ja! Det koster samfundet mange penge. Og ja! Det er jeg absolut ikke stolt over.
Det koster penge, fordi han går på specialskole, og fordi jeg går hjemme, når han gør. En opgave, jeg får udbetalt tabt arbejdsfortjeneste for. En løn, der ikke er til forhandling. Et beløb, der på ingen måder matcher den indkomst, jeg som akademiker og tidligere selvstændig ville kunne tjene. Men her findes ingen MUS-samtaler eller lønforhandlinger – og faktisk skal jeg ifølge kommunen og samfundet bare føle mig taknemmelig. Men hey – det her var faktisk aldrig på listen over karrieredrømme, da jeg i folkeskolen diskuterede mine fremtidige muligheder med min studievejleder.
Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
