Min far er terminalt syg af kræft. Han er 79 år og har aldrig været indlagt, andet end dengang han i sine ungdomsår fik fjernet sin blindtarm. Det er for så vidt i sig selv en flot bedrift. Han har arbejdet fuld tid indtil for et par måneder siden, løbet flere gange om ugen og generelt levet det liv, han ønskede. Han har aldrig rigtig været gammel; han er bare blevet syg. Virkelig syg. Og det hele er gået så hurtigt, at ingen af os rigtigt har kunnet absorbere det.
Han sidder som en skygge af sig selv foran mig på hospitalsstuen; afkræftet, modløs og i diffuse smerter. Han sover, og jeg sænker mig ned i stolen ved siden af ham og prøver at beherske mine tårer og samle mig.
Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
