Det skærer i hjertet at se dokumentaren ’Skolens tabte børn’. Vi ser børn, der langsomt forsvinder ud af fællesskabet, mens forældre og lærere kæmper i afmagt. Vi ved, at når et barn ikke kan komme i skole, handler det aldrig om dovenskab eller trods. Det er barnets måde at stresssygemelde sig selv på.

Kroppen og psyken siger fra og rammer ikke kun barnet, men hele familien. Søskende, der også lider under den ændrede hverdag. Forældre, der skiftevis bliver desperate, bekymrede, vrede eller rådvilde. Det efterlader forældrene i en pinefuld tvivl: Var det vores skyld? Samtidig er magtesløsheden ikke kun over for barnet, men også over for systemet. For ligesom et barn har brug for en voksen, så har man som forældre i krise også brug for at blive grebet, når man endelig rækker hånden ud efter hjælp.