I Danmark har vi det godt. Andelen af danskere, der er en del af middelklassen, er vokset. Det er positivt, men vi må ikke blive blinde for det mindretal, der ikke er en del af festen. I kølvandet på den nye kontanthjælpsreform vokser antallet af stemmer, der taler fattige børns sag. Det glæder mig – men jeg frygter også, at diskussionen bliver for teoretisk. En diskussion om noget, der foregår langt fra den almene danskers hverdag. Forstår vi egentlig, hvad fattigdom betyder for et barns hverdag, selvværd og muligheder? Det har givet mig lyst til at dele min historie– ikke som fagekspert eller politiker, men som én, der har mærket fattigdommen tæt på.
For vi har både brug for at tage et ansvar i middelklassen for at se dem, der ellers er usynlige, og så må vi insistere på strukturelle ændringer, der forhindrer børnefattigdom.
