Jeg cykler gennem byen og mærker blikkene fra valgplakaterne på lygtepælene. Ansigter med slogans, smil og løfter, der skal minde mig om, at jeg har en stemme til kommunalvalget. Men jeg føler ingen forbindelse til dem eller valget. Kun afstand.
For mange unge – mig selv inklusive – er politik et sprog, vi aldrig lærte at tale. For hvis demokratiet virkelig er for alle, hvorfor kan det så virke som en lukket klub? Jeg skriver det ikke, fordi jeg har mistet troen på demokratiet, tværtimod. Jeg skriver det, fordi jeg ønsker, at flere kan mærke, at de hører til i det, og at deres stemme er vigtig.
Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
