For omkring 12 år siden mødte jeg en flok unge mennesker på et værtshus i København, der ikke lignede noget, jeg tidligere havde set. Som en del af det borgerlige miljø i hovedstaden fik jeg ofte invitationer til forskellige sociale sammenkomster, og min adgangsbillet var et par løse bekendtskaber i en kreds af unge konservative.
Pastor Søren Krarup, Dansk Folkepartis intellektuelle alibi på dette tidspunkt, tronede i midten af selskabet. Der blev drukket og røget og talt højlydt. Der blev ført samtaler om indvandring, filosofi, og der blev omtalt konservative tænkere, som jeg aldrig havde hørt om, og deltagerne var teologer, filosofistuderende eller på anden måde forbundet til de højere akademiske læreanstalter. Jeg kan huske, at jeg spøgefuldt bemærkede til min veninde, at jeg aldrig havde set så mange ’overklasseracister’ i mit liv.
