For omkring 10 år siden skyllede en bølge af populisme hen over Europa. Rystede efter finanskrisen flirtede vælgerne med risikable alternativer til mainstreampartierne og skabte truende tumult i den ellers stabile europæiske politik. Det var en foruroligende tid for Europas ledere.
Men kloge hoveder forsikrede dem om, at risikoen for, at det yderste højre ville få magten, var overdrevet. Gode valgsystemer, ikke så fjerne minder om diktaturer og manglende støtte blandt de mere velstående vælgere, mente de, lagde et solidt loft over, hvor stor støtten til oprørerne kunne vokse sig.
Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

