Antisystemisk modstand er ikke længere et perifert fænomen i vestlige demokratier. I et interview forklarer Michael Bang Petersen denne udvikling med et psykologisk ’behov for kaos’, drevet af statusfrustration og oplevelsen af at være hægtet af. Han sammenligner dem med Jokeren – en figur, der ikke vil vinde, men ødelægge. Forklaringen er både overbevisende og vigtig. Men hvis vi kun fokuserer på individets psykologi, risikerer vi at misforstå, hvorfor nogle mennesker har brug for kaos.
Antisystemiske bevægelser er ikke kun udtryk for et destruktivt drive hos enkelte mennesker. De er også kollektive, kommunikative fænomener, der opstår i bestemte digitale miljøer og udvikler sig gennem den enkeltes deltagelse i bestemte informationsstrømme på digitale platforme. De vokser netop ikke i et tomrum, men i sammenhænge, hvor systemkritik cirkulerer, deles og gradvist normaliseres – ofte på tværs af ideologiske skel.
