Når Rasmus Stoklund igen og igen udpeger muslimer som forklaringen på Danmarks udfordringer, er det fristende at spørge, om der overhovedet findes et samfundsproblem, der ikke kan rummes i denne fortælling. Inflation, pres på velfærden, utryghed, manglende sammenhængskraft – svaret synes bemærkelsesværdigt ofte at være det samme. Det er effektivt. Det er enkelt. Og det er politisk bekvemt.
For mens virkeligheden bliver mere kompleks, gøres forklaringerne stadigt smallere. Socialdemokratiets udlændingepolitik har i årevis bevæget sig i én retning: asylbehandling uden for Europa, Rwanda-planen, tvangsflytninger i almene boligområder, lofter over ’ikke-vestlige’ beboere, symbolpolitiske krav om håndtryk og påklædning. Det præsenteres som ansvarlighed. Som nødvendighed.
