I to år var jeg ansat i psykiatrien til at udrede for og behandle det, som psykiatrien kalder ’personlighedsforstyrrelser’. Problemet var imidlertid, at jeg i løbet af to års ansættelse aldrig fandt nogen, hvis personlighed virkede forstyrret.
Jeg fandt mange traumatiserede, svigtede, frustrerede og udsatte personer, som havde forskellige typer reaktionsmønstre og overlevelsesstrategier på baggrund af deres livserfaringer. Men jeg fandt ingen, som jeg følte, at jeg kunne tillade mig at dømme som forstyrrede i deres personlighed. Derfor fortryder jeg også, at jeg nogensinde har brugt de betegnelser som led i min faggerning.
Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

