I slutningen af 2020 begik min datter selvmord i en alder af 28 år. Hun led af en alvorlig spiseforstyrrelse og havde gennem flere år været ind og ud af psykiatrisk behandling – en behandling, som jeg oplevede kun forværrede hendes tilstand.
I mange år truede min datter jævnligt med at tage sit eget liv. Og det ramte mig lige hårdt hver gang, men når selvmord bliver brugt som en tilbagevendende trussel, lærer man med tiden at skubbe frygten væk for selv at kunne fungere. Alligevel lå truslerne om sult og selvmord som en konstant, mørk skygge over vores tilværelse.
Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

