En succes skabes sjældent af et enkelt menneske alene. Sådan er det for de fleste organisationer og virksomheder, og sådan er det på alle måder for en festival som CPH:DOX. Igennem 23 år er festivalen bygget op fra bunden af hundredvis af dedikerede medarbejdere – og ikke mindst frivillige. Det er et kollektivt projekt, som jeg har været så uendelig heldig at få lov til at stå i spidsen for og drive frem fra det allerførste år, og det er med den største stolthed, at jeg i dag kan se, hvordan festivalen vokser hvert år og på vildeste vis står som en af verdens vigtigste dokumentarfilmfestivaler.
Den korte version af historien er, at jeg har stået centralt i at bygge CPH:DOX op fra dag ét, tilbage i 2002, og at jeg har ledet festivalen, indtil jeg forlod den i 2021 for at blive rektor på Den Danske Filmskole. Det er på den baggrund, jeg betragter mig som én af grundlæggerne af festivalen – sammen med den daværende Natsværmerfond. De to kronikører (Pol 07.02) arbejdede i denne fond og spurgte mig i 2002, om jeg ville være med til at starte en dokumentarfilmfestival. Kronologien er indiskutabel, initiativet var deres. Jeg har aldrig påstået andet, så hvad handler diskussionen om?
