Når Rusland angriber Ukraine, er det ikke kun mennesker, der rammes. Også nationens historie, identitet og kulturarv er under angreb. Historiske bygninger jævnes med jorden, museer plyndres, kunstværker forsvinder, og kunstnere dræbes eller tvinges i eksil. Det er kulturel udslettelse som bevidst krigsstrategi – en systematisk sletning af de fortællinger, der holder en nation sammen.
Midt i dette vil Rusland åbne sin pavillon på Venedig Biennalen i 2026. Når Fondazione Biennale inviterer til russisk deltagelse med den – i bedste fald – naive begrundelse, at alle kritiske stemmer bør kunne komme til orde i kunstens frie udvekslingsrum, og endda sammenligner 2026‑udgaven med ’The Biennale of Dissent’ fra 1977, er det et alvorligt fejlgreb, der risikerer at underminere Biennalens ellers store kunstneriske autoritet. Den russiske deltagelse har nemlig intet med dissens eller protest at gøre.
