Da jeg og min mand tilbage i 2020 besluttede, at vores andet barn ikke skulle i vuggestue, var det en beslutning, der havde et langt tilløb. Det krævede mange overvejelser: Hvad med vores økonomi? Kunne jeg magte opgaven? Hvordan ville det påvirke mit arbejdsliv efterfølgende? Kunne min datter og jeg overhovedet finde et netværk at dele hverdagstimerne med? Skulle storebror også være hjemme? Spørgsmål og samtaler, som vi tog os god tid til at komme igennem. Alligevel var det ét helt andet spørgsmål, der overskyggede alle de andre i mig: Kunne jeg fortsat kalde mig feminist som hjemmepasser?
Det var ikke et spørgsmål, jeg i starten talte højt om. Det var, som om jeg ikke turde. Så jeg delte ikke mine tanker med nogen. Men ambivalensen lå der. Hvordan kunne jeg se mig selv som en del af en bevægelse, der kæmper for kvinders rettigheder og ligeværd, nu hvor jeg havde planer om at ’bevæge mig baglæns og bremse udviklingen’ ved ikke at vende tilbage til arbejdsmarkedet efter min barsel? I starten beroligede jeg mig selv med, at jeg jo stadig bare var på barsel, for så brød jeg ikke med normerne. Men i løbet af min barsel og den første tid som hjemmeforælder voksede konflikten i mig.
