Efter valget er der opstået diskussion af Enhedslistens måde at opstille kandidater på, nemlig de såkaldte partilister, hvor partiets medlemmer bestemmer rækkefølgen på, hvilke kandidater der skal i Folketinget. Alle andre partier har sideopstillede lister, hvor partikammerater konkurrerer mod hinanden om vælgerne. Forleden kunne man i Politiken læse en ret skinger kritik fra Tobias Lawaetz og Lucas Zukunft fra henholdsvis Radikal Ungdom og Konservativ Ungdom, hvor skribenterne ret ubehjælpsomt kaldte Enhedslisten for »udemokratisk« uden at forstå de overvejelser, der ligger bag partilister.
Jeg er en af de vælgere, der stemte personligt på Pil Christensen, som fik et superflot valg, også målt op mod andre partiers kandidater i København, men ikke kom ind på grund af listeopstillingen. Jeg er selv ret kritisk over for partilisteopstilling, men ikke fordi det er udemokratisk. Min kritik er den modsatte: Enhedslisten er alt for demokratisk anlagt til at kunne tage kampen op mod partier med ekstrem topstyring og en persondyrkelse, der giver mulighed for en helt anden politisk opportunisme – De Konservative og Radikale Venstre indbefattet. Lad mig forklare.
