For godt ti år siden startede der en bevægelse i USA. Den havde som ophøjet mål at gøre alt langsomt. De lavede sækkeløb, hvor det handlede om at komme sidst. Middagene skulle vare så længe som muligt. Og man skulle helst komme for sent, for man havde jo kørt langsomt. Dansk politik er ramt af det stik modsatte: Hurtighed, fastfood, breaking news og en mediekarrusel, der i bedste fald snurrer et døgn, før én sag læsses af, og den næste læsses på. Prisen er lovsjusk, dum(mere) politikere, manglende fordybelse og en generel stakåndethed, der udløser en taberspiral, der giver dumme vælgere, der giver dumme journalister, der igen får alle tænksomme politikerspirer til at holde sig langt væk fra politik. Det er ikke mediernes skyld og herunder heller ikke Ask Rostrups 'Ask-O-Meters' eller Henrik Qvortrups 'Momentometers' skyld, selv om begge dele lader en del tilbage at ønske. LÆS OGSÅHenrik Qvortrup er gået fra svineri til kujoneri Det er heller ikke politikernes skyld, selv om Helle Thorning-Schmidt og Lars Løkke Rasmussen begge lader en del tilbage at ønske. Og det er faktisk heller ikke vælgernes skyld, da vi kun har de politikere, medierne giver lyst til at stille op. Og medierne skriver kun om de historier, vælgerne gider at læse og klikke på, og de skal jo også overleve. Så det er heller ikke deres skyld.
Ansvaret ligger et andet og meget mere overordnet sted. Det ligger i kulturen, i vores tid og i den manglende evne til stilhed og fordybelse, der er et udpræget træk ved Danmark anno 2013. »Koncentrer dig om én ting ad gangen«, siger (læs: råber) vi ofte ad børnene, når de får øje på et snefnug og fabulerer om, hvorvidt det gør ondt at dø, mens de burde tage støvler på. Men vi skulle snakke, skulle vi, vi, som besøger 300 hjemmesider hver dag, rammes af 5.000 reklamebudskaber, zapper nyheder fra tidlig morgen til sen aften, er på Facebook, læser blogs, nogle endda papiraviser, laver mad, dyrker sex og for resten går på arbejde. Vi skulle først og fremmest tage vores egen medicin og selv koncentrere os om én ting ad gangen. Vi skulle indse, at politikerne ikke taler mere sort, end vi selv gør. At vi ikke får dårligere nyheder, end vores eget zapperliv stiller krav om. Og vi skal indse, at mens vi grinende kører forbi frisørsalonen i NV, der stolt tilbyder »modeklip kr. 69,« griner vi ad os selv, fordi vi heller ikke selv er det, vi siger. Vi koncentrerer os ikke om én ting ad gangen. Vi er faktisk slet ikke i nærheden af det. LÆS OGSÅGeneration Rastløs Ligesom moral starter med en selv, gør gode politikere og skarpe medier det også. I det sekund, vi sætter tempoet ned, går fra fast- til slowfood og finder stilheden og fordybelsen. I det sekund vil vi forlange, ja, nærmest forvente længere svar, der både levner plads til en påstand og en begrundelse og dermed udgøre et argument. Vi ville zappe benhårdt væk fra DR 2 'Deadline', hvor den 'friske' vært Clement Kjærsgaard er så frisk, at straks han er ved at få fat i noget om ét emne, springer videre til et nyt. Eller det gør han ikke, for han skal lige annoncere en parallel debat på Facebook, som om han inderst inde godt ved, at den debat, han selv er vært på, ikke er værd at følge dedikeret. Nej, et øje på 'Debatten' og et på Facebook. Så er man så godt som sikker på, at ingen af delene ryger dybt ind, og hvis det gør, bliver det uden nogen form for refleksion. Hele mediernes, politikernes og vores egen fastfoodkultur er selvfølgelig slem som i fordummende og overfladisk, men helt ekstremt bliver det i det sekund, der bliver udskrevet folketingsvalg.
