Rødt rådhus. SF vil forsøge at binde Socialdemokraterne til en aftale for de kommende fire år på Københavns Rådhus.
Foto: MARTIN LEHMANN (arkiv)

Rødt rådhus. SF vil forsøge at binde Socialdemokraterne til en aftale for de kommende fire år på Københavns Rådhus.

Debatindlæg

Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.


SF-borgmester: København skal styres af det røde flertal

Debatindlæg

Det er så godt som sikkert, at Frank Jensen igen bliver overborgmester efter kommunalvalget. I København har de røde partier flertallet og står det til de københavnske vælgere, skulle en stærk venstrefløj styre byen alene. Men den historiske realitet i København er, at Socialdemokraterne tager magten og forvalter den til højre og venstre. Sådan vil det også blive de næste fire år – med mindre venstrefløjen i København mander sig op og laver en politisk konstitueringsaftale, der forpligter på et stærkt rødt samarbejde. I SF er vi klar! Men er Socialdemokraterne og Enhedslisten det også?

Jeg er glad for det politiske samarbejde, som vi i SF har med Socialdemokraterne og Enhedslisten på Rådhuset. Det skal der ikke være nogen tvivl om. Vi stemmer ofte sammen i Borgerrepræsentationen, og vi er i SF med i de store politiske budgetaftaler. Men jeg kan ikke lade være med at spørge mig selv: Får venstrefløjen nok ud af sit flertal – ville vi, med et mere målrettet og forpligtende samarbejde kunne sætte en mere markant, ny retning for den lokale velfærd? Jeg tror det.

Rådhusets røde flertal – hverdagens grumsede forlig .

Kan et socialistisk indflydelsesparti ikke lave politiske forlig i landets rødeste by, jamen herregud, så kan vi nok ikke gøre det nogen steder.

Hverdagen på Københavns Rådhus er fuld af politisk pragmatisme. En stor del af de politiske forlig er højrøde – andre er mere blå-grumsede. Det skyldes et bredt politisk samarbejde hen over midten, og det skyldes, at overborgmester-partiet har en tendens til at shoppe mellem rød og blå blok.

Den socialdemokratiske logik synes at være, at man i første halvdel af valgperioden træffer beslutningerne hen over midten. I sidste del af valgperioden giver det mere pote hos vælgerne at tone rødt og indgå forlig med både SF og Enhedslisten. Et ærgerligt og klassisk mønster.

Det mest åbenlyse eksempel på splittelse i den røde blok er nok aftalerne omkring byens trafikale forhold. Her har Socialdemokraterne indgået en række meget rigide parkeringsforlig med højrefløjen, der hver især har strukket sig over flere år. Trafikforligene har vidtrækkende konsekvenser for hver eneste trafikprojekt og hver eneste cykelsti eller byrum, vi laver i byen. Socialdemokraternes aftale med de borgerlige er groft sagt dørstopper for alle trafikprojekter, vi skal sætte i værk i byen. Ganske enkelt fordi forligene, konsekvent og ganske firkantet, prioriterer bilerne over cyklisterne og fodgængerne. Det mest absurde eksempel er nok, at trafikforliget lige nu blokerer for byggeriet af Danmarks største plejeboligbyggeri, fordi forligsparterne kunne stille krav om, at der skulle indtænkes 80 meget dyre offentlige parkeringspladser i byggeriet – men så ikke kunne blive enige om finansieringen.

Oven på parkeringsforliget valgte så Socialdemokraterne med Frank Jensen i spidsen at gå sammen med højrefløjen og foreslå en havnetunnel til 27 milliarder kroner. En løsning som både SF og Enhedslisten modsatte sig, idet havnetunnelen både er vanvittigt dyr og vil skabe endnu mere biltrafik i en by, der i forvejen er ved at sande til i biler.

Jamen, vil venstrefløjen overhovedet være med?

Vi har i SF rykket os over årene. For 10 år siden så vores parti anderledes på tingene, og var ikke parate til at gå på kompromis. Men vi oplever, at Socialdemokraterne er parate til at imødekomme os, så vi kan få flertal for bl.a. fixerum, cykelstier, tillid til medarbejderne og billig skolemad. Vi går efter konkrete, venstreorienterede resultater, og så skal der selvsagt mere end et par parkeringspladser til, førend vi pakker sydfrugterne sammen.

I SF mener vi, at vi skylder københavnerne at indgå forlig og omsætte vores mange mandater til konkret politisk indflydelse. Eller sagt på en anden måde: Kan et socialistisk indflydelsesparti ikke lave politiske forlig i landets rødeste by, jamen herregud, så kan vi nok ikke gøre det nogen steder. Det er SF’s opgave at trække rådhuset til venstre og søge indflydelse. Byens cykelstier bygger ikke sig selv!

Lad os på valgnatten forpligte hinanden på en fælles aftale for byens overordnede trafikpolitik - med det mål at nedbringe trængslen og få flere over i den kollektive trafik eller op på cyklen

Til venstre for SF står så Enhedslisten. De gode tider, hvor SF havde flertal alene med S alene vil nok være ovre efter valget. Og fair nok, at Enhedslisten får et godt valg. Jeg glæder mig for så vidt til samarbejdet med et noget større revolutionært parti. Men jeg frygter på den anden side, at Enhedslisten vil springe fra, når de svære beslutninger skal træffes. Det har været mønstret over de seneste 10 år, hvor Enhedslisten kun er med i knap hvert andet budgetforlig (4 ud af 10 forlig). Hvis Enhedslisten forbeholder sig retten til at afvise kompromiser og gå deres vej, når der er svære beslutninger eller de ikke kan få 100 procent, så kan det betyde, at Enhedslisten vil komme til at kaste overborgmesteren i armene på højrefløjen. Og her vil der nok være vilje til at bide til bolle, når der skal findes besparelser (og besparelser er alt andet lige en del af den kommunalpolitiske virkelighed), men uden, at vi sikrer det mest solidariske snit og rød indflydelse over politikken. Der er derfor også god grund til at Enhedslisten forpligter sig på et tæt og gensidigt samarbejde for de næste fire år.

Rødt flertal = gennemført rød politik

På valgnatten for otte år siden smed Ritt Bjerregaard venstrefløjen på porten med ordene: ’Nu har jeg flertal med de Radikale – ja, så har vi jo ligesom ikke brug for jer længere’. Farvel og goodbye.

Der er heldigvis løbet meget vand i åen siden da og samarbejdet mellem S og SF har langt hen ad vejen udviklet sig stærkt og forpligtende. Det ændrer imidlertid ikke på, at den politiske linje bliver uskarp og uklar når S kan skifte samarbejdspartnere ud efter forgodtbefindende. Det giver ikke mening, at man på rådhuset laver budgetforligene med venstre side, mens parkeringsforligene og centrale aftaler for udviklingen af byens indgås med højrefløjen.

Mit forslag er, at vi sørger for, at valgnatten kommer til at handle mere om politik – og mindre om borgmesterbiler og bestyrelseshonorarer. København er en rød by, og vælgerne kan med rette forvente røde løsninger. Det er ganske enkelt absurd, at vi ikke giver vælgerne valuta for pengene.

Lad os derfor lave en politisk aftale, der rækker for en fireårig periode. En aftale, der forpligter Socialdemokraterne på at lave de store politiske aftaler – herunder også trafikforlig og budgetaftaler - med venstre side. En aftale, der forpligter Enhedslisten på at være en del af de fælles beslutninger – også i de dele af aftalerne, hvor byens gader ikke flyder med mælk og honning. Hvis ikke Enhedslisten tager ansvar tvinger de overborgmesteren i armene på højrefløjen, og så fører en stemme på Enhedslisten til et mere højreorienteret København!

Vi har i SF valgt at indgå i et teknisk og et politisk valgforbund med Enhedslisten og en lang række mindre lister og venstrefløjspartier – herunder bl.a. Christianialisten. Det valgforbund betyder, at SF og Enhedslisten møder op på konstitueringsnatten med et fælles politisk mandat og med et ønske om at få så meget indflydelse som overhovedet muligt. Det kan enten ske ved at indgå i en valggruppe med Socialdemokraterne, eller ved at stå alene som en tredje valggruppe med i omegnen af tyve mandater (ud af Borgerrepræsentationens 55 pladser) i ryggen. I det spil er vores mandater ikke længere gratis. De koster!

Vi går til valg på at skabe solidariske og grønne resultater til gavn for københavnerne. Vi går til valg på at etablere et fast rødt samarbejde på Københavns Rådhus. Det betyder, at vi også på valgnatten vil gå efter en håndfast politisk aftale, der binder venstrefløjen sammen i de kommende fire år og fastholder Socialdemokraterne som en del af det socialistiske fællesskab – og ikke en del af det borgerlige fællesskab, Røde Wilfred den ene dag, Blå Bjarne den næste. Når vælgerne giver de røde partier et klart mandat i ryggen så forpligter det - både til kort- og langsigtet samarbejde.

Det er respekt for et København, hvor mere end seks ud af ti vælgere sætter deres kryds ved enten Socialdemokraterne, SF eller Enhedslisten.

Jeg foreslår en politisk konstitueringsaftale – et kommunalt ’regeringsgrundlag’ med udgangspunkt i 10 dogmer - malet i rødt og grønt, en politisk aftale, der går tæt på byens udfordringer og sætter en ny retning for byens velfærd – til inspiration for resten af landets røde kommuner:

1 Vi vælger velfærd – ingen kommunale skattelettelser

København vokser med 10.000 nye indbyggere om året. De sidste fire år har vi bygget over 500 nye daginstitutionspladser, renoveret mange af byens skoler, moderniseret vores plejecentre og igangsat byggeriet af over 2.000 almene boliger. Vi er godt på vej. Men vi har fortsat masser af skoler, der skal udbygges til de mange nye elever. Vi har en ambitiøs skolereform, der nu skal ud at virke i de københavnske folkeskoler. Vi har masser af svage og udsatte borgere, der har brug for, at vi byder dem indenfor i fællesskabet. Vi har kloakker og cykelstier, der kunne bruge en grundig overhaling.

Der er med andre ord ingen grund til at sænke skatten. Lad os dog bruge skatteindtægterne til at give københavnerne bedre velfærd. København har i forvejen en af landets laveste skatteprocenter og vi ser gerne, at regeringen giver os lov til at bruge flere af pengene, så vi kan hæve normeringerne i daginstitutionerne, skabe bedre rammer på skolerne og give mere tid i ældreplejen. Det handler om at styrke kernevelfærden.

2 Den CO2-neutrale storby – fra papir til virkelighed

København høster international berømmelse for sin grønne profil. Vi skal forblive i den grønne superliga og sætte en markant ny retning for den internationale klimapolitik. Vi har en ambition om at være CO2-neutrale i 2025. Det kræver markante investeringer. I SF vil vi forpligte Socialdemokraterne og Enhedslisten på at lave de nødvendige investeringer over de næste fem år. Er vi ikke parate til at investere, kan vi ligeså godt skyde en hvid pind efter de flotte ord.

3 Cykler før biler – trafikpolitik, det er noget man laver med venstrefløjen

Vi er nødt til at turbo på den kollektive trafik. Pendlernes biler skal stå i garagen i forstaden. Det lette valg skal være den kollektive trafik og cyklen eller byens nye pendlercykler. Luftforureningen i København ligger på mange strækninger over EU's grænse, og der dør minimum 500 københavnere årligt pga. luftforurening. Derfor er Venstrefløjen og Socialdemokratiet nødt til at lave trafikpolitik sammen, så det miljørigtige gennemsyrer alle beslutninger og vores børns lunger ikke skal lide under politisk slingrekurs. Trafikpolitikken er en væsentlig brik i udviklingen af byen og i at rumme de mange nye borgere, som rykker til byen. Det kræver at både S, SF og Ø bøjer sig mod hinanden. Det er ganske enkelt uholdbart, at Socialdemokraterne har givet højrefløjen vetoret på trafikpolitikken. Det nuværende parkeringsforlig har kun et år mere at løbe på. Lad os på valgnatten forpligte hinanden på en fælles aftale for byens overordnede trafikpolitik - med det mål at nedbringe trængslen og få flere over i den kollektive trafik eller op på cyklen, så vi fortsat kan bo og leve i byen og vores børn kan trække ren luft ned i lungerne.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

4 Billige boliger – alle skal have råd til at bo i København

Når en by som København vækster med godt 1.000 nye indbyggere om måneden stiller det store krav til de beslutninger, der tages for at udvikle byen til at rumme de mange nye borgere. København er i dag delt mellem rige og fattige bydele. Vi må ikke begå samme fejl i de nye bydele som Nordhavn, Sydhavn og Ørestad. Det er væsentligt, at vi stiller krav om en ny planlov, så vi kan forpligte private bygherrer på at bygge billige boliger. Indtil det sker, skal vi have som politisk ambition, at mindst 25 pct. af alle boliger er almene, og at der samlet set er en god blanding mellem boligformer og boligtyper, så fremtidens København er for alle – både håndværkeren, ingeniøren og ægteparret, der flytter fra provinsen for at nyde seniorlivet i den pulserende storby.

5 Rød vækst – ikke blind vækst

København er Danmarks vækstmotor. Det er alle enige om, men vi sakker bagud i forhold til Hamborg, Oslo og Stockholm. Det skal vi gøre noget ved. Lad os forpligte os på at forbedre vækstraterne, så vi kan skabe arbejdspladser til byens borgere. Men vores vej er en anden end regeringens og den københavnske højrefløjs.

Vi skal ikke satse på skattelettelser til erhvervslivet. København kan sagtens udfordre de andre kommuner i et ræs mod bunden på den laveste grundskyld og de laveste erhvervsafgifter. Vi kan også lade være.

Vi kan satse på et godt omdømme og på god service: Lave sagsbehandlingstider, god erhvervsservice og gode rammer for danske og internationale iværksættere. Lad os satse på det, vi er gode til: den grønne, sunde og kreative vækst. Men København skal ikke bare beskæftige den kreative klasse. Vi skal satse på en bred erhvervsstruktur med både små, mellemstore og store virksomheder, med produktionsvirksomheder og håndværkere, så der også fremover er job til både ufaglærte og folk med mellemlang uddannelse. Vi skal satse på kooperative virksomheder og socialøkonomien som en stærk drivkraft for et rummeligt arbejdsmarked. Og der er masser af opgaver at gå i gang med, også for kommunen, hvis regeringen vil give os lov til at bruge vores penge i lidt større målestok, så vi kan få løftet vores fælles, fysiske rammer. Det er bare om at komme i gang. Det giver jobmuligheder til alle og er et klart mål for venstrefløjen.

6 Rød arbejdsgiverpolitik – vis tillid og drop trusselsledelse

København har igennem de sidste fire år sat en ny retning for den offentlige forvaltning. Det begyndte i Kultur- og Fritidsforvaltningen, der gjorde op med nul-fejlskulturen. Sidenhen har jeg som sundheds- og omsorgsborgmester sat turbo på projektet – at vise medarbejderne tillid og give dem ansvaret for deres eget arbejde tilbage. Stopuret er fortid i den københavnske hjemmepleje, vi står foran at afskaffe dobbelt bureaukrati på plejecentre og give de dygtige og veluddannede terapeuter på byens træningscentre ansvaret for genoptræningen af borgerne tilbage. Massevis af unødig kontrol, måling og styringsmekanismer er skrottet, fagligheden er tilbage – alt sammen til gavn for københavnerne, der nu møder dygtige medarbejdere, som i dialog med borgeren giver den rette hjælp eller omsorg. Men vi er kun lige begyndt, medarbejderne er nøglen til at forny velfærden, vi skal ganske enkelt afskaffe det regime, hvor system går før menneske. Vi skal i de kommende år forpligte hinanden på at fortsætte den gode udvikling og satse massivt på efteruddannelse og godt arbejdsmiljø. Alle forvaltninger i København, der har over 40.000 ansatte, skal med på vognen. Vi skal udbrede vores forsøg med motion i arbejdstiden til medarbejdere med hårdt og nedslidende fysisk arbejde, det skal udbredes, så vi sikrer medarbejderne et langt og sundt arbejdsliv. Ingen københavnske medarbejdere skal ende på sygedagpenge som følge af et hårdt og slidsomt arbejdsliv. Efterlønnen er død – den røde arbejdsgiver tager ansvar og sikrer, at arbejdsmarkedet har plads til alle. Den offentlige sektor skal ikke efterabe den private sektor, men i stedet satse på velfærdsledelse. Vi skal belønne medarbejdere, og ikke kun ledere, for de gode resultater. Vi skal løfte kvaliteten af vores ældrepleje, skoler, børnehaver, jobcentre osv. ved at vise tillid til de ansatte – og ikke ved at true medarbejdere og ledere med fyringer. Det er god rød arbejdsgiverpolitik – til gavn for både ansatte og borgere.

7 En ny start på socialpolitikken

På trods af mange år med røde socialborgmestre har socialpolitikken stået i stampe. København er et mekka for international menneskehandel. Nordafrikanske kvinder handles for øjnene af os. Østeuropæiske hjemløse sover sig selv i døden i den danske vinterkulde. Vi rykker os ikke ud af stedet. Borgere med psykisk sygdom er fortsat ikke ligestillet med borgere med kroniske sygdomme i det kommunale sundhedsvæsen. Børn med handicap falder igennem det kryptiske og kafkaske behandlingssystem. Come on! Det kan vi gøre bedre!

Ligesom regeringen har fastsat 2020 mål for socialpolitikken, skal vi have lokale ambitioner. København skal være kendt for sin evne til konkret at løfte samfundets bund. Det er kernevelfærd – baseret på de bredeste skuldres princip.

8 En faglig stærk folkeskole – en god start på livet

Den københavnske folkeskole har i årevis været klemt af en dårlig økonomi og af det private skolemarked, der har trukket ressourceeleverne ud af den fælles skole. Vi er godt i gang med at løfte folkeskolerne. Vi har givet flere timer i skolen, mulighed for, at der er to voksne i de små klasser, og vi er i gang med at få bragt skolerne op til standard og bygget til, til de mange nye elever, der kommer til byen. I SF bakker vi op om ambitionen om at renovere samtlige københavnske skoler. Vi arbejder for at skabe et helt børneliv med plads til både leg, bevægelse og læring, og vi har i årevis kæmpet for at få to voksne i dansk- og matematiktimerne, så vi kan udfordre de stærke elever og løfte de svage.

Det arbejde skal fortsætte og udvikles i regi af den nye helhedsskole, der skal implementeres fra næste skoleår. Det er i den forbindelse afgørende, at vi i København er klar, og at venstrefløjen står samlet i prioriteringen af fremtidens folkeskole, og har en fælles forståelse af, hvordan faglighed, leg og fritid skal virke sammen. Vi skal have folkeskolereformen til at virke fra begyndelsen næste sommer, vi er forpligtet til at genskabe tilliden til folkeskolen – og give muligheder og rammer både for de læsesvage og for de stærke elever.

9 Længe leve København – alle har ret til en sundt, langt liv

Uligheden i sundhed er brutal. Københavnerne har landets laveste middellevetid og det er entydigt de kortuddannede, der trækker ned. I indre by bliver borgerne over 80 år gamle lige som i Sverige – på Nørrebro dør beboerne i snit syv (!) år tidligere, eller lige så tidligt som i Armenien. De kortuddannede falder som fluer, mens byens veluddannede klasser lever længe og godt. Det er en blodig uretfærdighed, at helt basale livsmuligheder er så ulige. Vi har som venstrefløj pligt til at løfte middellevetiden og udjævne den kæmpe uretfærdighed, der i dag gør, at byens fattige udlændinge, dem uden for arbejdsmarkedet og borgere med psykisk sygdom lever mange år kortere end alle andre. Vi skal turde behandle folk forskelligt og prioritere midlerne bort fra middelklassen, som selv er i stand til at opsøge sundhed og hen til de borgere, der har behov for råd og muligheder for at komme med på kostråd, rygestop og motion. Vi skal gøre det ved at opsøge folk i deres hverdag, ved at turde bryde tavshed og tabu – og så skal vi sammen med civile, organisationer, arbejdspladser osv. prioritere at løfte og udvikle metoder til at give alle mulighed for at få et langt, sundt liv.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

10 Flere fristeder – glemt alt om at normalisere Christiania

Christiania er københavnernes enfant terrible. Vi elsker fristaden med alt dens vildskab. Den er anderledes og ustyrlig. Fortsæt med det. Når de radikale og højrefløjen vil normalisere, sætter vi hælene i. Vi skal værne om vores åndehuller. Ikke bryde dem ned og normalisere dem bid for bid. Lad os sammen inspirere hinanden og få Christiania til at udvikle sig. Lad os give plads til skurbyerne i Sydhavnen og det vilde klondyke-miljø på Tippen i Sydhavnen. Hvorfor ikke give mere plads og slippe flere københavnske gader fri og lade beboere og handlende udvikle gaderummet. Plante græs, hvor der før var biler. Bygge skulpturer på fortovet og flytte stolene og bænkene og sandkasserne ud i det offentlige rum. Det er liberal byplanlægning på den venstreorienterede måde.

Vi sætter selv rammen – lad København nytænke velfærden : )

Her er mit bud på en retning for København. Den er venstreorienteret. Den forsøger at nytænke byen. Den satser massivt på en grøn by med plads til alle slags mennesker. På stærke fællesskaber. På foretagsomhed og nye markeder. Vi skal investere os ud af krisen – ikke spare os ud af krisen. Det er mit bud. Men kære Frank Jensen og kære Morten Kabell: Lad mig høre jeres! Jeg er sikker på, at vi kan læne os mod hinanden og blive enige om en retning, der fører København sikkert gennem de kommende fire år, og altid tager den grønne og solidariske retning. Lad os sammen bryde vanetænkningen og forpligte os på en by, der kan inspirere langt ud over Valby Bakke. Bolden er givet op.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden