Socialdemokrater. Mattias Tesfaye mener faktisk, at den socialdemokratiske kernevælger har meget at samles Bjarne Corydon og S-ledelsen om. Tegning: Roald Als

Socialdemokrater. Mattias Tesfaye mener faktisk, at den socialdemokratiske kernevælger har meget at samles Bjarne Corydon og S-ledelsen om. Tegning: Roald Als

Debatindlæg

Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.


I Danmark har vi to partier, der sidder med armene over kors: Enhedslisten og Dansk Folkeparti

Det er kun hos regeringen, at den jobskabende politik og den sociale retfærdighed mødes.

Debatindlæg

Der er få dage til folketingsvalget.

Jeg er inviteret til Esbjerg af et par fagforeninger for at indlede et valgmøde i et stort telt på havnen. Blandt publikum møder jeg en gammel bekendt, der står i sit arbejdstøj og lytter.

Jeg har kendt Kenneth i 15 år, og han har altid været socialdemokrat. Sammen med en håndfuld kolleger har han taget et par timer fri fra arbejdet på havneterminalerne for at lytte til kredsens nye og ukendte folketingskandidat, Bjarne Corydon.

Da debatten er slut, er kollegerne enige om, at han virker både saglig og direkte. Særdeles kontant over for Venstres kandidat, der bliver tromlet flad af en velforberedt Corydon. Men også stålsat på, at havnearbejderne må arbejde 12 minutter mere, hvis de vil bevare dagpenge og efterløn.

Kort efter er Bjarne Corydon finansminister. Dagpenge- og efterlønsforringelserne er bevaret. Trepartsaftalen er død. Og Kenneth har forladt Socialdemokratiet efter medlemskab i to årtier.

LÆS DEBAT

Jeg skriver ikke dette, fordi jeg mener, Corydon har svigtet kernevælgeren. Og heller ikke, fordi jeg mener, Kenneth har svigtet sit parti.

Jeg har ligesom Kenneth været uenig i nedsættelsen af selskabsskatten og forringelsen af dagpengene. Men helt overordnet mener jeg, regeringens politik er god for Danmark. Jeg mener, at grøfterne mellem regeringen og de frafaldne vælgere er gravet dybere, end der sagligt er grundlag for.

Faktisk mener jeg, at der er mere, der samler S-ledelsen og Kenneth, end der skiller.

De åbne grænser skaber helt grundlæggende større velstand. Det oplever et stort mindretal af befolkningen:

Deres lønninger stiger, forbrugsvarer fra Fjernøsten er billigere end nogensinde, og lavtlønnede østeuropæere presser prisen på serviceydelser herhjemme. For dem er den nye kollega fra Singapore et spændende bekendtskab, det nye arbejdsliv er udviklende. Det er godt. For dem.

Men for et lige så stort mindretal betyder de åbne grænser utryghed og en forringelse af levevilkårene. Spørg bare ansatte i Expan, Kreatina, SAS, Unimerco, Stryhns, Inspiration, Fona, ISS, Jysk og mange andre, der har oplevet voldsomme lønnedgange de seneste år. Eller de tusindvis af chauffører og håndværkere, der kan få helt ondt i maven bare af at se en polsk nummerplade.

Uden stram regulering gennem lovgivning, myndigheder og overenskomster er de åbne grænser lige så skadelige for sammenhængskraften, som de er gode for velstanden.

Hvordan denne regulering skal foretages, kan vi lære af 3F’erne på Faxe Bryggeri.

De blev for en række år siden mødt med beskeden om, at direktionen ville bygge et nyt højlager med robotter, der kunne erstatte 30 mands arbejde. Det var nødvendigt for at klare konkurrencen fra udlandet, mente ledelsen.

Diskussionen blandt kollegerne var delte: Skulle man sætte sig ned i hjørnet med korslagte arme og lade direktionen alene om at implementere den nye teknologi? Det mente nogle af de ældre kolleger. Skulle man tage imod robotterne med åbne arme og lade værkføreren fyre 30 af de gamle it-analfabeter? Det mente en række af de yngre.

Eller skulle man kaste sig konstruktivt ind i arbejdet med at indrette det nye højlager og hjælpe ledelsen med at få det til at fungere effektivt? Men samtidig kræve, at der blev brugt penge på at efteruddanne de ældre kolleger til at kunne styre robotterne?

Det endte 3F’erne med at blive enige om.

Da højlageret åbnede, blev der fyret 30 mand. Men efterfølgende er eksporten fra bryggeriet steget, produktionen er øget, og der er nu ansat flere end før.

I Danmark har vi to partier, der sidder med armene over kors, når de åbne grænser banker på døren: Enhedslisten og Dansk Folkeparti.

De er begge to eller enkeltvis modstandere af patentdomstolen, vikardirektivet, vækstplanen, hævelsen af beskæftigelsesfradraget, investeringsvinduet, velfærdsteknologien og alle de andre initiativer, der er taget i et forsøg på at dæmme op for presset fra de åbne grænser. De korslagte arme siger altid nej.

De er gode til at dele kagen retfærdigt, men dårlige til at bage den.

På den anden side har vi Venstre, der omfavner de åbne grænser.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

De er godt tilfredse med, at både velfærdsydelser, skattesystemet og overenskomsterne kommer under pres. Og Venstre virker ikke synderlig optaget af at sikre den sociale balance ved at øge beskatningen af udenlandske olieselskaber, fjerne fattigdomsydelser, øge bevillingerne til voksen- og efteruddannelse, styrke jobrotationen, bekæmpe den sociale dumping og prioritere den kommunale velfærd. Enhver må være sin egen Løkkes smed. Så må de kortuddannede kæmpe med polakker og kinesere om krummerne.

Venstre er gode til at bage kagen, men dårlige til at dele den retfærdigt.

Det er korrekt, at Enhedslistens og Dansk Folkepartis politik på kort sigt vil betyde mere til de socialt udsatte og de offentligt ansatte. Ligesom det sikkert er korrekt, at Venstres politik på kort sigt vil betyde bedre konkurrenceevne og dermed flere private arbejdspladser.

Men på langt sigt kan et stabilt samfund ikke vælge mellem social retfærdighed eller arbejdspladser. Mellem den offentlige og den private sektor. Det vil ramme de svageste hårdest, hvis danske produktionsvirksomheder konkurreres ned i knæ. Ligesom det vil være direkte skadeligt for den private sektor, hvis daginstitutioner, sygehuse eller vedligeholdelsen af infrastrukturen må klare sig med nulvækst.

Derfor må vi vælge begge dele. Det er denne langsigtede balance, regeringen arbejder på at finde – ligesom de ansatte i Faxe.

Derfor vil Henrik Sass Larsen (S) f.eks. give slagteriarbejderne bedre muligheder for at investere en del af deres løn i opførelsen af nye produktionsanlæg. Det langtidssikrer arbejdspladserne meget bedre end lønnedgang.

Og derfor fremlægger Bjarne Corydon (S) endnu en vækstplan dette forår, hvor industriens afgifter formentlig lettes – måske skrues ambitionsniveauet fra energiaftalen endda en smule ned? Mindre fokus på klima i 2050. Mere fokus på arbejdspladser i 2015.

Er Enhedslisten med på det?

Derfor vil Mette Frederiksen (S) bruge flere ressourcer på et uddannelsesløft af især ufaglærte ledige i stedet for at flytte besparelserne på aktiveringen helt ud af beskæftigelsessystemet. Fordi arbejdsmarkedets absolut største udfordring er behovet for flere kloge hænder.

Er Venstre med på den, eller må de lavestlønnede som de eneste selv betale deres uddannelse?

Nej, det er kun hos regeringen, at den jobskabende politik og den sociale retfærdighed mødes.

Det er ikke nødvendighedens politik. Men det er god politik.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Sidst jeg hørte fra Kenneth, skrev han begejstret, at han var optaget på uddannelsen som faglært havne- og terminalarbejder i en alder af 44 år.

Han sidder altså ikke med korslagte arme og forbander de mange nye krav til certifikater og kørekort på havnen. Kursusugerne på AMU Vest styrker både produktiviteten på Esbjerg Havn og øger Kenneths tryghed i ansættelsen.

Jeg tror, Kenneth savner sit parti? Jeg er sikker på, at socialdemokraterne savner Kenneth.

Og jeg mener faktisk, at kernevælgeren har meget at samles med Sass, Corydon og Frederiksen om: Ja tak til de åbne grænser, men på en måde, hvor arbejdspladser og social retfærdighed ikke ryger i svinget.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden