Rigsfællesskab. De økonomiske perspektiver for Grønland er dystre, viser den nye rapport 'Til gavn for Grønland'. Vi bør derfor åbent diskutere i hvert fald to muligheder: at øge bloktilskuddet trods selvstyreaftalen eller aktivt bidrage til erhvervsudvikling i Grønland. Det skriver Christen Sørensen
Foto: FINN FRANDSEN (arkiv)

Rigsfællesskab. De økonomiske perspektiver for Grønland er dystre, viser den nye rapport 'Til gavn for Grønland'. Vi bør derfor åbent diskutere i hvert fald to muligheder: at øge bloktilskuddet trods selvstyreaftalen eller aktivt bidrage til erhvervsudvikling i Grønland. Det skriver Christen Sørensen

Debatindlæg

Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.


Skal vi blot se til, hvis den grønlandske befolkning forarmes?

Danmark bør leve op til den historiske forpligtigelse for Grønland

Debatindlæg

Rapporten ’Til Gavn for Grønland’, som er blevet til i et samarbejde mellem Københavns Universitet og Grønlands universitet, Ilisimatusarfik, bør blive til gavn. Både for dem, der bor i Grønland, og for dem, der er optaget af grønlandske problemstillinger.

Selv for mig, der i en årrække har fulgt og undersøgt grønlandske forhold som formand for Det rådgivende Udvalg vedr. Grønlands økonomi, som formand for deres Fiskerikommission og Transportkommission, bringer rapporten vigtig ny viden og perspektiver.

Eksempelvis var jeg af den opfattelse, at de betydelige forekomster af de såkaldte sjældne jordartsmetaller, som findes i store mængder i Sydgrønland – i Kvanefjeldet og i Kringlerne – havde et meget betydeligt økonomisk potentiale. Efter læsning af rapporten synes sjældne jordartsmetaller rettere at være sjældne, fordi de ikke udvindes i større omfang.

Rapportens vigtigste bidrag er, at den sætter potentialet af mineralske råstoffer (malme, olie og gas), som Grønland måtte have, ind i en overordnet sammenhæng ikke mindst for dem, der som mig ikke har – eller måske rettere ikke havde – en tilstrækkelig overordnet viden om dette potentiale.

Med udgangspunkt i skønnet over dette potentiale opstilles i rapporten fem scenarier for Grønlands økonomiske og politiske udvikling.

De økonomiske perspektiver for den samfundsøkonomiske udvikling i Grønland er karakteriseret ved: at landet har en ensidig erhvervsstruktur baseret på fiskeri, over 90 pct. af eksporten hidrører herfra, et grundlæggende bæredygtighedsproblem, da landet – som Danmark – i årene fremover får en befolkning med langt flere ældre, samtidig med at der ikke er udsigt til, at fangstmængderne i fiskeriet væsentligt kan øges.

I de seneste år er fangstkvoterne i det vigtigste fiskeri – rejefiskeriet, der bidrager med over halvdelen af Grønlands eksport – således reduceret med over 20 pct.

Bæredygtighedsproblemet slår bl.a. ud i, at der i de næste 25 år med det nuværende erhvervsgrundlag forventes et underskud på i gennemsnit seks pct. af landets bruttonationalprodukt, og at bloktilskuddet med selvstyreaftalen købekraftmæssigt blev låst fast.

Enhver ansvarlig grønlandsk politiker må derfor være intenst optaget af, hvordan landets erhvervsgrundlag kan udvikles. Realistisk set er dette kun muligt inden for mineralområdet og måske også i udnyttelsen af landets vandressourcer til bl.a. energifremstilling til meget energikrævende produktioner som aluminiumsfremstilling.

Realiteten er imidlertid også, at der ikke længere er aktiv minedrift i Grønland. Guldminen i Sydgrønland og Olivinminen i Manitsoq er nu lukket ned.

Der er dog mange nye mineprojekter på tegnebrættet – også nogle store – men endnu er ingen nye projekter besluttet gennemført. Og på olie-/gasområdet er der stilstand. Der er ingen boringer i gang, og nye vil næppe blive påbegyndt i 2014.

Det rejser spørgsmålet: Skal vi i Danmark blot lukke øjnene for disse perspektiver, selv om Grønland har fået selvstyre?

Det mener jeg ikke. Vi er i rigsfælleskab med Grønland. Med den historiske forpligtigelse, vi har påtaget os over for Grønland, bør vi – i øvrigt i egen interesse – bidrage til, at Grønland får større og større økonomisk selvstændighed, hvor perspektivet endvidere bør være fuld økonomisk selvstændighed, selv om det måtte ligge mange, mange år ude i fremtiden, som er det sandsynligste i henhold til rapporten.

Vil vi blot se til, hvis den grønlandske befolkning forarmes i forhold til os? Hvor udvandringen fra Grønland til især Danmark vil fortsætte med en mindre og mindre befolkning i Grønland til følge.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Jeg håber det ikke. Vi bør åbent og med respekt over for det grønlandske folk diskutere i hvert fald to muligheder, som perspektiverne er optegnet i ’Til Gavn for Grønland’: at øge bloktilskuddet trods selvstyreaftalen eller aktivt bidrage til erhvervsudvikling i Grønland.

Erhvervsudviklingsvejen bør være det spor, der følges. Det er ikke sundt, hverken for personer eller samfund, at basere sig på overførsler fra andre. Det betyder, at vi – dvs. staten og gerne også mange private danske aktører – bør bidrage til, at der kommer gang i en ansvarlig udvikling af minedrift i Grønland.

Den største stopklods herfor er risikoen ved at igangsætte ny minedrift. Det er denne stopklods, der først og fremmest må nedbrydes eller fjernes.

Jeg vil på dette område tillade mig at være mere konkret og forslå en model, der vil muliggøre dette. Den danske stat kunne f.eks. i et samarbejde med pensionskasser og pensionsselskaber mv. stille en sådan garanti.

Garantien kunne f.eks. bestå i, at de pågældendes kapitalandele efter tre års drift kunne tilbagesælges til staten til en på forhånd aftalt tilbagekøbspris. Staten kunne i sammenhæng hermed kræve, at afkast ud over et vist niveau delvis skulle tilfalde staten.

Dette er selvfølgelig kun en meget grov skitse. Men da elementer i denne skitse indgår i Goldman Sachs-aftalen om Dong, kan den selvfølgelig også anvendes over for investeringsprojekter i Grønland, hvis der altså i Danmark er politisk velvilje over for andre end Goldman Sachs.

Rapporten ’Til Gavn for Grønland’ er et vigtigt bidrag til debatten i Rigsfællesskabet. Derfor bør rapporten ikke blot samle støv, men bør give anledning til handling. Netop derfor vil jeg også afslutte med et muligt kritikpunkt, der dog ikke ændrer på rapportens centrale konklusioner.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Det er ikke åbenbart, hvorfor Grønlands vandressourcer ikke er inddraget. Alcoa har i flere år overvejet at etablere en aluminiumssmelter ved Manitsoq, der i driftsfasen giver mange job, der kan varetages af hjemmehørende. Og aluminiumssmeltere har jo sædvanligvis ikke blot en levetid på 10, 20 eller 30 år, men ofte en meget, meget længere levetid. Men måske har udvalget også her indsigt, som endnu ikke er kommet frem til almindelig kundskab.

I alt dette bør behovet for et markant uddannelsesløft i Grønland ikke glemmes.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce