Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Næste:
Næste:

Tegning: Roald Als

Debatindlæg
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.


Jeg tror på, at jeg får et arbejde en dag, men jeg aner ikke hvornår

Hvad nytter kursus i positiv tænkning ved overgangen fra universitet til ledighed?

Debatindlæg
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

»Er I glade? Er I friske?«.

Sådan begynder dagen for mit vedkommende, og den klappes i gang. Bogstavelig talt.

Der er en person, der klapper ad mig, når det er tid til at finde min plads. Underviseren på det 30-timers jobsøgningskursus tror nemlig på, at positiv tænkning og omsorgsfulde udsagn hjælper ledige i den svære jobsøgningsfase.

Jeg er blevet udlagt af Københavns Kommune til et 9-måneders forløb hos aktøren AS3, fordi jeg er under ung ledig akademiker.

Jeg er 28 år, nyuddannet cand.mag. i amerikanske studier med topkarakter og en perlerække af relevante studiejobs og praktikophold bag mig.

Jeg taler to hovedsprog flydende, har masser af international erfaring, og jeg kan analysere politik og samfundsforhold bedre end de fleste, fordi jeg har brugt seks år af mit liv på det.

Men jeg kan ikke få et arbejde.

»Når jeg sidder passivt til et møde, som I gør nu, så visualiserer jeg – det skal I gøre nu – at løbe hen over en eng ligesom et lille barn. Kan I mærke det? Energien strømmer og bobler simpelthen igennem kroppen«.

Jeg kan ikke mærke det.

Det er frustrerende at være ledig (eller arbejdssøgende, eufemismerne er valgfrie). Det ved enhver, der har prøvet det.

Men det overgår min fantasi, hvorfor jeg skal bruge skatteydernes penge i AS3, når det eneste, jeg får ud af det, er en bittersjov historie til venner og familie, der troligt lytter til mine kvaler.

Formålet med dette er ikke at udstille AS3, for de er hverken værre eller bedre end Hartmanns og Ballisager, eller hvad de nu hedder. Det er nærmere at give en stemme til den store majoritet af unge ledige, der hellere end gerne vil have et arbejde, og som efter min mening alt for ofte bliver udstillet som de dyre og besværlige arbejdsløse af alle fra beskæftigelsesministeren til meningsdannere.

AS3 indrømmer selv, at der er mere pisk end gulerod i beskæftigelsesindsatsen. Men det er ligegyldigt for mig, for jeg har hverken brug for det ene eller det andet.

Jeg vil virkelig gerne have et arbejde, så pisken medbringer jeg selv, og guleroden er det længe ventede job.

I mellemtiden vil jeg bare så mindeligt bede om lidt respekt for os, der sidder i en allerede svær situation, som ikke har brug for at blive talt ned til eller blive mødt med forventningen om, at vi bare svælger i overførselsindkomst.

»Verden er positiv og glad derude. Hvem vil ikke tage sødt og kærligt imod sådan nogle som jer«, spørger underviseren retorisk, og hun ser faktisk lidt skeptisk ud.

Det kan jeg godt forstå, for omkring de gruppearbejdevenlige borde, der er uanvendelige til at sidde og lytte på timevis af buddhistiske floskler, er smilene stivnede.

Måske tænker mine medkursister på de stakkevis af afslag, de har fået med henvisning til 500+-ansøgere. Eller også har de, ligesom jeg, været i et forfejlet løntilskudsforløb, hvor de kunne se deres kompetencer blive udnyttet gratis til kontorets småtjanser uden nogen jordisk chance for fastansættelse bagefter.

Det er en hård overgang fra universitet til at være ledig på arbejdsmarkedet, for man skifter også fra den ene dag til den anden til et helt andet niveau.

Fra at blive mødt som en veluddannet kompetence – blomsten af Danmarks ungdom – er man nu blot en i rækken med hatten i hånden.

Jeg tror på, at jeg får et arbejde en dag. Det er så langt, min positive tænkning kan række lige nu, for jeg aner ikke, hvornår det bliver.

Tilbage omkring gruppebordene bliver der flittigt tjekket Facebook, skrevet indkøbslister og ringet til en livline. Dagens program er slut en time tidligere end skemalagt, men vi skal lige mødes til en 5-minutters opsamling.

For kommunen skulle jo nødig få nys om, at snyltere på overførselsindkomst smutter før tid, ganske som fordommene dikterer.

Eller hvordan er det nu lige, det er?

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Læs mere:

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden