Protest. Den høje arbejdsløshed blandt unge er Europas store eksistentielle problem, mener Guy Ryder. På billedet ses unge spaniere, der demonstrerer mod ungdoms arbejdsløsheden og nedskæringer.
Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
ILO's generaldirektør: Kickstart Europa!
Vi skal sætte lønningerne og de offentlige udgifter op, siger ILO’s Guy Ryder.
Det bekymrer mig, når mange økonomer og beslutningstagere i Europa siger, at den stramme økonomiske kurs under finanskrisen har været rigtig og fortsat vil være det, fordi væksten stiger nu. De overser jo fuldstændig, at det helt særlige ved den nye vækst er, at den ikke skaber arbejdspladser. Det kan godt være, at virksomhedernes overskud vokser, men pengene kanaliseres ikke ud i produktion, der skaber job til de mange arbejdsløse i Europa. Vi taler om jobløs vækst! Derfor er der brug for en helt ny måde at tænke på. Hvis vi ikke sætter ind mod ungdomsarbejdsløsheden nu, risikerer vi at smadre en bæredygtig vækst, og det kan ende i større social uro«.
Advarslen kommer fra den 58-årige englænder Guy Ryder, som er generaldirektør i Den Internationale Arbejdsorganisation (ILO), der er FN’s organ for arbejdsmarkedsspørgsmål.
Men hvis virksomhederne skal have lyst til at investere i arbejdspladser, vil det da være oplagt med lavere lønninger og et mere fleksibelt arbejdsmarked, hvor det er lettere at ansætte og fyre, ikke?
»Hovedårsagen til, at arbejdsgivere ikke investerer i produktion og arbejdspladser er, at de ikke kan se et marked for sig. Der mangler simpelthen efterspørgsel fra forbrugerne. Derfor er det en arbejdsgiverinteresse at få efterspørgslen i gang igen, så økonomien kan ekspandere«.
Så din løsning er, at den offentlige sektor overalt i Europa igen skal pumpe penge ud til forbrug?
»Det er en del af løsningen. Der har blandt politikere i Europa været et overdrevet og endimensionalt fokus på at konsolidere økonomierne og spare sig til bedre tider efter finanskrisen. Naturligvis er det vigtigt med finanspolitisk stabilitet. Men der har været – og er – altså langt mere rum og plads til offentlig aktivitet, end vi har fået at vide. Øget offentligt forbrug er en del af vejen ud af krisen. Men det handler i høj grad også om, at lønningerne skal op«.
LÆS OGSÅ
Lønningerne skal op? Men det vil da smadre konkurrenceevnen og resultere i færre job?
»Nej. En god konkurrenceevne handler ikke kun om at presse lønninger i bund. Virksomheder er også afhængige af, at der er nogle, der vil købe deres varer. I mange år har lønningerne ligget under produktivitetsudviklingen. De pressede lønninger smitter af på forbruget og den samlede efterspørgsel, som bliver mindre, end den burde være, og så har virksomhederne ikke lyst til at investere i produktion og job«.
De kollektive aftaler Guy Ryder, som er tidligere leder af IFS, der er paraplyorganisation for de internationale fagbevægelser, mener, at stærke fagforeninger og arbejdsgiverorganisationer, der kan indgå aftaler, er helt afgørende, hvis vi skal ud af krisen og den jobløse vækst.
»De kollektive aftaler, der blandt andet sikrer, at der er højere lønninger til brede grupper i samfundet, er en vigtig del af vejen ud af krisen. Vi undervurderer den rolle, som kollektive aftaler spiller i samfundsøkonomien«.
Men fagbevægelserne kan jo ikke løfte lønningerne, når de er i knæ de fleste steder?
»Det er fuldkommen rigtigt, at fagforeningernes forhandlingsstyrke er svækket i rigtig mange lande. Derfor er det vigtigt, at regeringerne går ind og styrker den sociale dialog mellem arbejdsmarkedets parter. Det er også altafgørende, at det sociale sikkerhedsnet bliver styrket for den enkelte«.
LÆS OGSÅ
Hånden på hjertet: Højere lønninger og stærkere socialt sikkerhedsnet. Du lyder som en ensom mand i det kor af eksperter og politikere, der ellers advokerer for fleksibilitet og lavere omkostninger som vejen til øget konkurrencekraft?
»Tak for solidariteten. Men jeg mener faktisk ikke, at jeg er så ensom endda. Uden for Europa sker der i disse år interessante ting. Hvis du tager til Chile, Brasilien, Indonesien, Japan eller Kina, er det faktisk det, jeg argumenterer for, der gennemsyrer deres måde at tænke på. I Chile har man gjort det til en del af regeringens program at genoprette den sociale balance mellem arbejdsmarkedets parter. Her vil de give både fagforeninger og kollektive aftaler et løft. Årsagen? At regeringen kan se det problem, vi taler om her. Man ser, at det er helt afgørende for væksten i et land, at man deler den velstand ud, der bliver skabt«.
Det samme sker i de andre lande?
»Ja, i Brasilien har man også gjort meget for at brede velstanden ud til så mange som muligt med rigtig gode konsekvenser for investeringerne og arbejdspladserne. I Japan er det regeringens ambition at overbevise virksomhedsejerne om, at de har interesse i at øge lønningerne, så der kan komme gang i hjulene igen. Og se på Kina. Her styrker man minimumslønningerne og den sociale sikkerhed. Fordi man frygter en voksende ulighed i samfundet. Og fordi man forstår, at en effektiv socialpolitik faktisk har mange økonomiske fordele og understøtter vækst«.
Understøtter socialpolitikken væksten?
»I den grad. IMF taler i stigende grad om, hvor farligt det er med sociale kløfter i samfundet. Ikke kun på grund af uretfærdigheden, men også fordi voksende ulighed er med til at underminere væksten. En styrkelse af social- og velfærdspolitikken kan skabe social stabilitet, social retfærdighed og modvirke, at ulighedskløfter underminerer samfundsøkonomien«.
Du taler hele tiden om vækst og job, men hvad med miljøet og klimaet? Her må der da være en åbenlys konflikt?
»Ja, der er en konflikt. Men forestillingen om, at vækst/job og miljø/klima per definition er uforenelige, køber jeg ikke. Vi skal arbejde hårdt for at få de to forenet og forsonet. Vi skal videre med klimadagsordenen, uden at det går ud over målet om flere job, og vi skal i ILO have den grønne dimension ind i jobdebatten. Det skal gå begge veje. Og det kan lykkes«. Europa har skuffet
Guy Ryder er alt andet end imponeret over den måde, Europa har håndteret finanskrisen på.
»I de sorte dage i 2008 i kølvandet på Lehman Brothers’ kollaps havde jeg store forhåbninger til politikerne. Her fandt der nemlig en nytænkning sted i hele det politiske spektrum. Man mente, at noget måtte ændres fundamentalt i den globale økonomi, og at troen på markedet var gået for langt«.
Hvad ville man ændre?
»Der var ikke tale om en tilbagevenden til statscentralisme eller til planøkonomiske modeller, men mere om en lyst til at finde en effektiv måde at styre den globale økonomi på. G20-landene var i en periode stærkt påvirket af denne måde at tænke på. Men det, der skete derefter, da gældskrisen ramte Europa, og et globalt finanskollaps syntes ovre, var et stort tilbageskridt. Især i Europa vendte man tilbage til business as usual, et forsøg på at genetablere det, vi havde før 2008. Det var alt andet end visdom, der drev europæerne i den retning«.
LÆS OGSÅ
Du lyder skuffet over den måde, Europa har taklet finanskrisen på?
»Ja, især den hårde linje over for Sydeuropa har skuffet mig. Man har lagt de største byrder over på dem, der er svagest. Her er paradokset i Europa: Vi er gode til at pege fingre og stille krav til de lande, der skal stramme deres budgetter. Vi identificerer dem, der bruger for mange penge, og vi har mekanismer i EU, der tvinger dem til at føre en stram finanspolitik. Men vi har ingen mekanismer, der kan anspore de lande, der har rum og plads til at kunne løsne finanspolitikken og give væksten et boost, til at gøre det. Lige nu er europæisk økonomisk politik fuldstændig ensrettet, og vi er på vej mod en økonomi, der trækker sig stadig mere sammen. Det er en uansvarlig strategi«. Europa i eksistentiel krise
Annonce
Artiklen fortsætter efter annoncen
Annonce
Hvad skal EU gøre?»Tre ting. For det første skal man tilbage til den sociale dialog mellem arbejdsmarkedets parter og regeringerne, som var tidligere kommissionsformand Jacques Delors’ store drøm i 1980’erne, og som er blevet svækket markant mange steder i Europa. For det andet skal man gennem en koordineret indsats have gang i en mere ekspansiv finanspolitik i nationalstaterne. Og for det tredje skal man gøre arbejdet med den finansielle reform og bankunionen færdig. Vi har brug for mere Europa og mere EU«. Mere Europa og mere EU? Men befolkningerne er stadig mere skeptiske over for EU, der jo netop har strammet tommelskruerne på Sydeuropa og holdt efterspørgslen i ro?LÆS OGSÅ »Jeg er stor tilhænger af mere europæisk samarbejde, men desværre er de folkelige strømninger gået i en EU-skeptisk retning. Finanskrisen og politikken i kølvandet på den har gjort mange europæere frygtsomme og indadvendte og nationalistiske, og det vil vi formentlig se resultaterne af ved europaparlamentsvalget til maj, hvor højrenationale partier vil gå frem. Derfor er der brug for en helt ny måde at tænke på. Politikerne må træde i karakter og vise vejen til flere job«. Er det sidste chance?»Massearbejdsløsheden er Europas store eksistentielle krise. Den skal imødegås af effektiv politik. De mange unge, der står uden arbejde, er den vigtigste opgave af dem alle. Det skal EU adressere nu. Get Europe back to work! Jeg ville ønske, at de europæiske ledere ville komme med deres bud her i stedet for at lytte til de røster, der mener, at vi er på rette vej. Det er vi desværre ikke«.
Ældste
Nyeste
Mest anbefalede
Skriv kommentar
Redaktionen anbefaler
Fristen er udløbet:
OL-vinderen,
tv-værten og ministeren stiller op til EP-valget
I de senere år er tykke kvinder over hele verden på forskellig vis trådt frem i offentligheden. Stemmerne er mange, men budskaberne udgør et kor: Sæt kvindekroppen fri fra det ødelæggende krav om tyndhed, siger de. Men kan man være sund og samtidig tyk?
For historieskriverne vil han altid være den premierminister, der i 2016 sendte Storbritannien ud i en uoverskuelig Brexit-krise. Nu taler han for første gang ud i ny bog. Har David Cameron fortrudt, at han udskrev en folkeafstemning?
I september vandt det danske E-sportshold Astralis deres tredje major-turnering i træk. Det er der ingen i verden, der har gjort før. Gaming har flyttet sig fra ensomme timer på drengeværelset til olympiske stadioner med tusindvis af fans og medspillere. Men hvornår fik computerspil et publikum? Og hvordan bliver man opdaget som spirende stjerne i en ny tids sport?
I dag præsenterer den tyske regering efter planen sin længe ventede klimaplan. Den kan give tyskerne en million offentlige ladesøjler til elbiler inden 2030, billigere tog og dyrere fly. Men kritikerne frygter en utilstrækkelig plan, og tålmodigheden er lille på en dag, hvor vi måske vil se de største globale klimademonstrationer i historien.
Skriv kommentar