0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.


Rækker fantasien ikke længere end til twerking?

Overalt fremstilles kvindekroppen som et seksuelt objekt.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
THOMAS BORBERG
Foto: THOMAS BORBERG

twerking. Selvfølgelig var det festligt, da Major Lazer fyrede op for hitsene på Roskilde Festival, men den udprægede objektificering af kvinder nagede mig hele vejen igennem.

Debatindlæg
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
Debatindlæg
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Sex sælger, det ved alle og enhver. Men i løbet af de sidste par år har en ucharmerende tendens vokset sig så stor, at den nærmest er umulig at undgå.

Jeg taler her om brugen af kvindeligt blikfang i musikindustrien, hvor rystende balder, bryster og twerking agerer som promovering af kunstnernes sange.

Musikbranchen spiller en gigantisk rolle i den almene danskers liv, og når sexistiske musikvideoer er så let tilgængelige på nettet, er det klart, at man bliver påvirket

Overalt fremstilles kvindekroppen som et seksuelt objekt, og det uhyggelige er, at ingen lader til at synes, at det er et problem.

Ikke engang den ellers så socialt korrekte Roskilde Festival kunne se sig fri af hyperseksualiseringen.

Således kunne man til årets koncerter opleve både lolitadukker, smukke piger fundet på festivalspladsen og ekstremt ’grafiske’ videoer som del af de forskellige sceneshows. Især Major Lazer havde skruet op for de seksuelle undertoner.

Her var hele tre twerkerinder på scenen, og der blev delt lapdances ud til en bagbundet, banandragt-iklædt ung fyr hentet op fra publikum. Og ja, selvfølgelig var det festligt, når Major Lazer fyrede op for hits som Pon de Floor og Watch Out for This, men den udprægede objektificering af kvinder nagede mig hele vejen igennem, og det tog toppen af løjerne for mit vedkommende.

Det kan da ikke være rigtigt, at der ikke er mere kreative måder at visualisere et så kreativt felt som musik på.

Forstå mig ret, der er skam intet galt med brugen af erotik i musikvideoer og til koncerter, men når det altid er hunkønnet, der lægger krop til, og når fremstillingen derudover kun bygger på en overfladisk seksualitet, har vi et problem.

Ikke engang den ellers så socialt korrekte Roskilde Festival kunne se sig fri af hyperseksualiseringen.

Hvor tit ser man f.eks. en video, hvor en kvindelig sanger omgives af halvnøgne, dansende mænd, eller hvor et par sammen nyder et kærligt øjeblik? Ikke særlig tit.

LÆS DEBAT OM MAJOR LAZER

I stedet hopper flere og flere anerkendte sangere med på den sexistiske bølge og det endda frivilligt.

Selv Beyoncé, der ellers har erklæret sig selv for moderne feminist, har i videoen til sangen ’Partition’ smidt den sidste trevl og danser som en anden stripper, mens en cigarrygende og fuldt påklædt Jay-Z ser på.

Lige meget hvor hårdt Beyoncé prøver at få videoen til at fremstå som et feministisk og frigjort projekt, er disse to ord ikke det første tankerne ledes hen på.

Derfor er det også skuffende, hvor ofte jeg hører kommentarer om, at vores samfund ikke længere har brug for feminismen; at kvinder nu til dags nærmest har mere magt end mænd.

Det er noget vrøvl, og det er ærgerligt, at der er nogle, der tænker på den måde.

Det er klart, at langt de fleste kvinder i den vestlige verden lever et luksusliv i forhold til de vilkår, kvinder i udviklingslande må affinde sig med, men det er på ingen måde et argument for, at vi ikke stadigvæk skal kæmpe for ligheden.

Musikbranchen spiller en gigantisk rolle i den almene danskers liv, og når sexistiske musikvideoer er så let tilgængelige på nettet, er det klart, at man bliver påvirket.

Det vil især have en negativ effekt på yngre generationer, som bruger meget tid på sider som YouTube, og som derfor vokser op med ideen om den objektificerede kvinde som normal. Det er tid til en forandring.

Derfor råber jeg op, og jeg opfordrer andre til at gøre det samme, for jeg kan umuligt være den eneste, som synes, at noget er galt.

Lad os få en ny kønskamp, og lad os se musikbranchen udvikle sig til det bedre.

Twerking er ikke vejen frem!

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Læs mere:

Annonce

Læs mere