Mens medierne er fulde af Gaza, Nordirak og Syrien, har justitsminister Karen Hækkerup foretaget en helt ubegribelig handling i relativ ubemærkethed.
Hun har sat 780 asylansøgere fra Eritrea på pause. Det har hun gjort, alene fordi antallet af disse er steget ret pludseligt denne sommer. For at finde en forklaring sender Udlændingestyrelsen »en mission til nærområdet« – og imens bliver ingen af asylsagerne afgjort.
Ministeren frygter, at forklaringen kan være »organiseret menneskesmugling«, og nævner i samme åndedrag »illegal indvandring og grænsekontrol«. Mage til mærkelig udtalelse skal man lede længe efter.
Ja, naturligvis har de lidt svært ved at få udstedt visum til Danmark, og derfor er langt de fleste flygtninge afhængige af menneskesmuglere for overhovedet at komme til et sikkert land, hvor de kan udøve deres ret til at søge asyl. Hvis ministeren ville komme det til livs, kunne hun genindføre asylansøgning på de danske ambassader.
Hvorfor bliver myndighederne mistænkelige over for asylmotiv og beskyttelsesbehov, alene fordi antallet pludselig stiger?
Antallet af syrere er i samme periode også steget, og de går heldigvis stadig igennem den hurtige procedure for åbenbare tilladelser.
I stedet for at undre sig over, at der nu kommer flere fra Eritrea til Danmark, burde man undre sig over, hvorfor der er kommet så få indtil nu.
Godt nok er der også sket en stigning af eritreere i vores nabolande i år, men allerede sidste år udgjorde de den største gruppe af asylansøgere i Norge og den næststørste i Sverige. I vores nabolande sætter man ikke spørgsmålstegn ved deres beskyttelsesbehov: Sverige giver asyl til 100 procent af dem (foreløbig 2.000 personer i år) og Norge over 90 procent (2.200 i hele 2013).
En stigende del af de ankomne er uledsagede mindreårige, dvs. børn under 18, som ankommer alene.
Danmark har, som så ofte før, haft en anden holdning end vores nabolande. Andelen af afslag til eritreere er ikke offentliggjort, men i 2011 klagede en advokat til FN’s Torturkomité i en sag, som Flygtningenævnet derefter omgjorde, mange år efter ankomsten.
To andre sager blev omgjort i 2013, og så sent som i april i år blev Danmark underkendt af FN’s Menneskeretskomité i en Eritrea-sag.
Men hvad er det, de flygter fra? Medierne fortæller aldrig om Eritrea. Måske af gode grunde, da meget få har været der – det kaldes Afrikas Nordkorea. Men til forskel fra Nordkorea lykkes det for ca. 5.000 mennesker at flygte hver eneste måned. Følgende oplysninger stammer fra FN, Amnesty International og Human Rights Watch:
Landet er fuldstændig lukket, styret med hård hånd af en diktator ved navn Afewerki, som ikke har afholdt valg siden 1991. Der er ingen forfatning, intet retssystem, ingen uafhængig presse, ingen ngo’er eller nødhjælpsorganisationer.
Tusinder sidder fængslet uden rettergang af politiske eller religiøse årsager i overfyldte celler under jorden eller i fragtcontainere. Tortur er udbredt og systematisk, mange forsvinder. I 2013 flygtede landets informationsminister, hvorpå hans 85-årige far og 15-årige datter straks blev arresteret. De få forsøg på oprør er blevet slået hårdt ned, telefoner og internet overvåges.
Skriv kommentar