Tegning: Anne-Marie Steen Petersen

Tegning: Anne-Marie Steen Petersen

Debatindlæg

Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.


Brug et kønsneutralt sprog

I debatten er der ingen forståelse af, hvad det vil sige at falde uden for normen.

Debatindlæg

Den måde, sproget er indrettet på i dag, giver mulighed for, at man kan være en mand, eller man kan være en kvinde.

Hvad det ikke giver mulighed for er, at man kan være noget, der falder uden for de to kasser. Jeg synes, der er et behov for, at man diskuterer og tager kønsneutrale alternativer alvorligt og i brug.

Men hver gang debatten tidligere er blevet taget, har jeg oplevet et fokus på, hvad konsekvenserne vil være for mænd og kvinder – mens jeg mener, at fokus i stedet bør være på dem, der ikke er mænd og kvinder. For hvem er det kønsneutrale sprog for?

Jeg identificerer mig som trans'person, som for mig betyder et ønske om at transitionere væk fra det køn, man fik tildelt ved sin fødsel.

Den lille stjerne er der for at markere, at det ikke nødvendigvis er fra kvinde til mand, men også kan være en transition til noget, der hverken er ’mand’ eller ’kvinde’. De seneste år har jeg bevæget mig rundt mellem ’hun’, ’han’ og forskellige forsøg på et kønsneutralt pronomen og har i den forbindelse dagligt oplevet, hvordan ord både kan sætte fri og gøre ondt.

For mens det for mig personligt har været frigørende at give slip på ’hun’ til fordel for noget andet, har det været en voldsom oplevelse at finde ud af, hvad der sker, når man springer ud af det skab, der er bygget på forståelsen af, at der findes to – og kun to – køn. Og det har været særlig ubehageligt at opleve, hvordan folk opfører sig, når de møder noget, de ikke forstår.

Den mest gennemgående misforståelse har været, at mit ønske om blive omtalt som ’den’ eller ’hen’ er et ønske om at provokere alle dem, der ikke har det på samme måde.

Og som derfor har følt, at det var okay at starte en diskussion eller gøre grin – uden at reflektere over, at det var min identitet, der blev genskand for deres morskab eller forargelse. Og at det er helt absurd, at jeg skal forsvare og forklare mig – bare fordi jeg har valgt et andet ord end ’han’ eller ’hun’.

For mig er de to ord fyldt med ubehag, for jeg er ikke hjemme i nogen af dem. Og ud over at jeg har følt min person latterliggjort af debatten, er jeg bekymret over den manglende forståelse af, hvad det vil sige at falde uden for normen for køn. At bryde med normer er ikke en ufarlig ting, men en position, der konstant er truet af vold.

En meget håndgribelig ting, man risikerer, er tæsk. Men også sproget kan ramme som en knytnæve. Når folk konsekvent bruger andre pronomener end det, jeg har bedt dem om, føles det som en mavepuster, der siger det samme som de tæsk, man kan få på gaden: »I mit sprog og i min verden er du forkert, og jeg har ret til at fortælle dig det«.

Sideløbende med at jeg har forsøgt at bruge et kønsneutralt sprog om mig selv, har jeg fulgt med i, hvordan den offentlige debat om samme emne har udspillet sig i Danmark.

Og problemet med debatten har afspejlet det problem, jeg personligt har mødt igen og igen. Problemet er, at den præmis, vi snakker ud fra, ikke tager udgangspunkt i de personer, debatten handler om, men i stedet bliver drejet over på at handle om dem, der ikke har brug for det – og måske derfor ikke synes, det er værd at tale om på en saglig måde.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

For mig er det vigtigt at slå fast, at et kønsneutralt sprog er ment som en hjælp til personer, der er i konflikt med den forståelse af køn, vi har i dag. Men i stedet for at handle om behovet for kønsneutrale alternativer har debatten udelukkende handlet om, hvad de nye ord vil betyde for de gamle.

Spørgsmål som »Skal vi så alle sammen kaldes hen?« og »Må jeg så ikke få lov til at være en mand, bare fordi du ikke føler, at du passer ind i de samme kasser som flertallet?« har domineret debatten med, hvad der i mine ører lyder som en misforståelse og total mangel på blik for egen (privilegerede) position.

Og et udtryk for, at man ikke har forstået, hvorfor behovet for kønsneutrale ord eksisterer.

Jeg ønsker mig en debat, hvor man forstår, at et kønsneutralt sprog ikke handler om mænd og kvinder. Det handler om alle dem, der ikke er mænd og kvinder, og som derfor bliver tvunget til at springe ud af et urimeligt skab og ind i en verden, hvor det burde være en selvfølge at blive anerkendt på lige fod med alle andre – også i sproget.

En sådan debat eksisterer ikke i dag. Men det er på tide, at den bliver taget på en ansvarlig måde.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce