Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste
EU. »De europæiske ledere har længe haft svært ved at præsentere visioner, der rækker meget ud over status quo minus en række forringelser«. Det skriver Anne Sofie Allarp. Tegning: Mette Dreyer

EU. »De europæiske ledere har længe haft svært ved at præsentere visioner, der rækker meget ud over status quo minus en række forringelser«. Det skriver Anne Sofie Allarp. Tegning: Mette Dreyer

Debatindlæg
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.


Politikerne repræsenterer os ikke!

Mistilliden til politikerne i hele Europa er ved at kaste os ind i en ny æra med social ustabilitet og demokratisk resignation, skriver bogaktuelle Anne Sofie Allarp.

Debatindlæg
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

»No nos representan!« (»De repræsenterer ikke os!«). Dette råb lyder altid under demonstrationer i det centrale Madrid, hvor jeg bor.

Oven på den økonomiske og finansielle krises hærgen på Den Iberiske Halvø er det spanske folks tillid til deres nationale ledere faldet til et absolut lavpunkt i de knap 40 år, der er gået, siden demokratiet blev genoprettet efter Franco-diktaturet.

Afmagten er mærkbar. Det samme er den manglende tro på, at demokratiet, dets aktører og dets processer i dag arbejder i almindelige menneskers interesse.

I Danmark er politikerleden efterhånden velbeskrevet. Tilliden til de danske politikere er faldet brat siden 2011, og Danmark er ifølge Eurobarometer det land i EU, hvor den er faldet hurtigst det seneste år.

Politikerne er for selvinteresserede, unge, uerfarne, og politik er blevet en karriere og ikke et kald, lyder kritikken med Karen Hækkerups jobskifte i sidste uge som et strålende eksempel.

Mens det er en fordel, at en politiker også har erfaring med verdenen uden for politik, ville det være ønskeligt, at rækkefølgen var omvendt. Folkestyret er bedst tjent med, at en politiker tager sin erfaring fra arbejdslivet med ind i politik.

Meget er sket med vores folketingsmedlemmer siden 1950’erne. Mens gennemsnitsalderen i befolkningen er gået op, og den forventede levetid er steget med 6-8 år, er vores politikeres gennemsnitsalder faldet med 10 år til 44 år ved valget i 2011.

Særligt de kvindelige folketingsmedlemmer er unge, vi er jo ikke meget for kvinders erfaring i det hele taget i vores kultur. Og så er folketingsmedlemmerne oven i købet lidt ældre end Helle Thorning-Schmidts første regering i 2011, hvis gennemsnitsalder var 42,8 år, og som dermed også blev både danmarkshistoriens og Europas suverænt yngste regering med hele 40 procent af alle europæiske ministre under 34.

Desværre har det indtryk, som regeringen har efterladt sig, været knap så friskt som dens aldersgennemsnit, og samtidig har en lidt slingrende form hos oppositionslederen ikke forbedret folkestemningen.

Resultatet er kølighed og, at dømme efter tonen på de sociale medier, til tider nedladenhed og aggression fra danskerne over for deres politikere.

Men det er ikke kun os og Sydeuropa. Det er dagen derpå for forholdet mellem folk og politikere på hele kontinentet. Ifølge Eurobarometer fra i år har 8 ud af 10 europæere ikke tillid til politiske partier, og godt 7 ud af 10 har ikke tillid til deres nationale regering og parlament.

I 2013 fandt European Social Survey også en mærkbar nedgang i tilfredsheden med og tilliden til demokratiet over store dele af Europa – særligt i lande som Storbritannien, Belgien, Finland, Danmark, Frankrig, Irland, Slovenien og Spanien.

Helt katastrofalt var det i Grækenland. Studiet fandt, at der var sammenhæng mellem nedgangen i vækst og nedgangen i den folkelige opfattelse af legitimitet blandt politiske institutioner. Og dette bakkes op af andre studier, der forbinder stigende arbejdsløshed og dalende tillid til politiske institutioner.

Mistilliden reflekteres i den succes, som falder på protestpartier som Frihedspartiet i Østrig, Vlaams Belang i Belgien, Lega Nord i Italien, Sverigedemokraterna, Ukip i Storbritannien, De sande Finner og Jobbik, bevægelsen for et bedre Ungarn, for bare at nævne nogle få af de udenlandske.

At Europaparlamentet nu huser nynazister fra både Tysklands nationaldemokratiske parti og det græske Gyldent Daggry, er også svært at ignorere.

For etablerede partier er signalet også svært at misse, når nye, mere moderate partier som for eksempel spanske Podemos pludselig ifølge målinger i sensommeren dette år er lige så store som socialistpartiet PSOE, der traditionelt har delt pladsen med det konservative PP som et af landets to store partier.

Politisk ulmer det således på kontinentet. Kloge folke advarer om, at mistilliden underminerer de politiske institutioners legitimitet, hvilket kan medføre social ustabilitet, manglende opbakning til skatteindkrævning og overholdelse af lovgivningen, og at dygtige mennesker går langt uden om de demokratiske institutioner.

Selv om Europakommissionen holder fast i, at der var 1 eller 2 procents fremgang i tilliden i år i forhold til i 2013, er der virkelig lang vej til en positiv følelse blandt folk.

Eksperterne siger, at det drejer sig om at få gang i hjulene – særligt i periferien af Europa – og så vil tilliden komme tilbage. Men er mistilliden mere alvorlig og mere blivende?

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

En kort rundspørge blandt politiske bekendte på kontinentet antyder, at der er mere på spil. En polsk ven siger, at polakkerne er ved at være så grundigt mismodige over politiske skandaler og fornemmelsen af, at politikerne ikke repræsenterer dem, at de har svært ved at få slæbt sig ned at stemme. Under halvdelen stemte ved parlamentsvalget i 2011, og ved europaparlamentsvalget i år var deltagelsen nede på 24 procent.

Fra Tyskland lyder det, at politik længe har været en øvelse under vanskelige vilkår som genforeningen af de to Tysklande, globaliseringen, arbejdsmarkedsreformer og gældskrisen. »Politik er blevet baseret på frygt og handler ikke længere om håb, det er i hvert fald mit indtryk«, siger min tyske ven.

En engelsk veninde afviser, at det er krisen i sig selv: »Der er bare ikke nogen tillid og ingen interesse«, siger hun.

I Sydeuropa er der så mange korruptionsskandaler og så mange politiske og sociale problemer i kølvandet på krisen, at årsagerne til mistilliden står på nakken af hinanden. »Det er til at gå på gaden over«, siger en spansk veninde totalt afmægtig. Det eneste, der er tilbage, er fællesskabet i at demonstrere sin frustration.

Kunne det være, at vi er på vej ind i en ny æra af demokratisk resignation? Jeg tror det.

Der er en udbredt fornemmelse af, at det oven på hundrede års demokratisk, teknologisk og – med en håndfuld store undtagelser – kontinuerlig økonomisk fremgang ikke bliver bedre, end det var.

Det står nu klart for de fleste, at deres politikere slet ikke kan overskue bevægelserne på markedet i dag, eller at de i hvert fald ikke har et særligt forkromet overblik. Og det står klart, at hvis de havde, er det alligevel meget begrænset, hvad nationale regeringer og parlamenter kan stille op over for den generelle retning og de store udsving, som den internationale økonomiske og teknologiske udvikling dikterer.

Tiden er løbet fra den gamle frase om, at markedet er en god tjener og en elendig herre. Efter årtiers liberaliseringer og global integration står det skinnende klart for enhver, hvordan styrkeforholdet mellem nationale politikere og de internationale markedskræfter er.

Noget kunne også tyde på, at der et opgør i gang med politisk ledelse efter årtusindskiftet, forstået som de politiske eliters svigtende ambitioner og manglende mod, storhed og overordnet kompas, for at bruge et moderigtigt udtryk.

Vi oplever en reaktion på europæisk traktatnavlepilleri, på udvidelsen af EU uden særlig tanke på de sociale og arbejdsmarkedsmæssige konsekvenser, på de mange krige og konflikter, som vi enten selv er aktivt involveret i, eller som vi bare ikke kan stille noget op over for, og på den generelle politiske impotens over for globale problemer, såsom klima- og migrationsproblematikker.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Når man som nutidens politikere står på skuldrene af kæmper fra fortiden – for eksempel Helmut Kohl, Willy Brandt, Olof Palme og François Mitterand – burde udsynet være ulige bedre.

Men de europæiske ledere har længe haft svært ved at præsentere visioner, der rækker meget ud over status quo minus en række forringelser, og synes at have lige så svært ved sætte mere end en fatalistisk mine op over for folks mistillid og resignation.

Det er bekymrende, hvis styreformen her skal forblive et forbillede for resten af verden – og ikke forvandle sig til en teknokratisk cirkusforestilling for de ganske få, der gider.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Læs mere:

Annonce

Annonce

Podcasts

Forsiden