Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Tegning: Mette Dreyer

Tegning: Mette Dreyer

Debatindlæg
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.


Vi liberale er altså ikke forkælede rigmandsunger

Vi er ikke onde rigmænd fra Nordsjælland med en indopereret guldske i munden.

Debatindlæg
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Forkælede møgunger! Rige svin! Saxo-lakajer!

Når vi liberale stikker næsen frem og blander os i den offentlige debat, er modreaktionen ikke altid køn. Som ofte meget langt fra.

Det oplevede jeg på min egen krop, da jeg sammen med to partifæller i oktober mødte op til en demonstration på Christiansborg Slotsplads, hvor nogle af de mest privilegerede unge i verden stod og skreg på yderligere goder betalt af deres medborgere. En demonstrant, der følte sig provokeret af min tilstedeværelse, nikkede mig en skalle.

Udsigten til billige boliger i indre København og lækre job, når de er færdiguddannede, kunne ikke gøre det for de studerende. Studieturene skulle nemlig også betales af alle de danske studerendes pengemænd: skatteyderne.

Her var tale om en mere-mere-mere-kultur, som vist kun findes blandt de allermest forkælede unge.

Som fuldt ud erklæret liberal kan det næppe komme som en stor overraskelse, at jeg ikke mener, at man skal kræve flere af andre menneskers penge for at finansiere luksusgoder.

Alligevel er det mig og mine partifæller, der fra flere fronter skal skydes i skoene, at vi er nogle forkælede rigmandsunger, der er født med en guldske i munden og har fået alt serveret på et sølvfad.

Når vi liberale taler for, at vores medborgere skal beholde mere af frugten af det arbejde, som de har knoklet for, lade de samme mennesker nyde en højere grad af frihed, og at vi ikke vil se dem gå til i en passiv forsørgervugge, ja, så må vi absolut være opvokset i Nordsjælland. Vi skal ville andre mennesker det ondt, og vi kan ikke tænke længere end til enden af vores forgyldte næser.

LÆS DEBAT

Men er det sandheden? Er alle vi liberale nogle forkælede møgunger, som er vokset op i Nordsjælland – gerne i Whiskybæltet – har haft en problemfri opvækst og har levet godt på mor og fars pengepung?

Nej! Beskyldningerne kunne ikke ramme mere forkert. Det optegnede billede passer hverken på mig eller de fleste liberale, jeg kender.

For mit eget vedkommende er jeg født og opvokset i et rækkehus i en lille landsby på Midtsjælland. Min familie har aldrig været velhavende, og sommerferier til udlandet var ikke noget, vi havde råd til.

Det meste af min skoletid bestod af mobning og adskillige skoleskift, og hjemme var der svigt fra en far, som havde problemer med alkoholen. Det var en barndom, som resulterede i, at jeg fik en dyb depression i mine senere teenageår.

Så jeg er ikke den forkælede møgunge, der er født med en guldske i munden og har fået alt serveret på et sølvfad – tværtimod. Jeg har på ingen måde haft det sjovt, og jeg ville ikke ønske det, jeg har oplevet, for selv min værste fjende.

Jeg ved, at jeg ikke er den eneste liberale, der ikke har haft det let. Jeg har mødt mange ligesindede i det liberale miljø. Overraskende mange. Personer, som har oplevet nogle af de samme ting som jeg, og som har måttet kæmpe sig igennem tilværelsen og absolut ikke har haft det let.

LÆS DEBAT

Men hvorfor er vi så liberale, når vi ved, hvordan det er at have det svært og har været der i livet, hvor alting var sort? Svaret er, at det netop er derfor.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Vi ved, at man ikke kommer videre, ikke får det bedre og ikke når sine mål, hvis man ikke selv vil dem og kæmper for dem – uanset hvor lang og hård kampen måtte være.

Det er viljen hos den enkelte, der skal være til stede. Ellers havner man bare dybere og dybere i den ansvarsfralæggende vugge. En vugge, som er endnu sværere at slippe ud af, end de problemer man måtte stå med.

Det er bekymringen for andre mennesker, der gør os liberale. For kun med den enkeltes vilje og kraft kan tingene lykkes. Og netop derfra kommer den så inderligt dybe respekt for individet, som vi liberale kærtegner.

Det er respekten for den enkeltes liv, vilje og arbejde, som er den altafgørende faktor. Den faktor, som er forudsætningen for et frit, rigt og lykkeligt samfund. Det samfund, som vi alle ønsker os.

Vi liberale er ikke onde mennesker. Vi er mennesker, som nærer respekt for vores medborgere og rent faktisk bekymrer os om dem. Vi er mennesker af alle typer med alle baggrunde, forudsætninger og ønsker, som ønsker et frit, rigt og lykkeligt samfund.

Vi er ikke onde rigmænd fra Nordsjælland med en indopereret guldske i munden.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden