Postyr. »Vi skal sørge over de døde, men at gå i kollektiv landesorg er måske at berede vejen for endnu en tom person, der kan fyldes op af vores angst og i et kort glimt træde ud af anonymiteten«, skriver Dennis Nørmark. Foto fra Krudttønden.
Foto: Jens Dresling

Postyr. »Vi skal sørge over de døde, men at gå i kollektiv landesorg er måske at berede vejen for endnu en tom person, der kan fyldes op af vores angst og i et kort glimt træde ud af anonymiteten«, skriver Dennis Nørmark. Foto fra Krudttønden.

Debatindlæg

Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.


For enfoldige mordere som Omar er terrorangsten en enkel scene

Vores angst sætter scenen for samfundets nulliteter, som selv den mest ressourcesvage desperado kan træde op på.

Debatindlæg

Ingen husker i dag Flemming Nielsen. Hans navn var på nogle få menneskers læber i en fjern fortid, men selve navnet var så lidet opsigtsvækkende og almindeligt, at han aldrig gled ind i den kollektive erindring. Skønt nogle få naturligvis stadig husker hans gerning.

5. april 1994 gik Flemming Nielsen ind i en halvfuld kantine i Trøjborg-afdelingen af Aarhus Universitet. I sin mørkeblå sportstaske havde han et haglgevær.

Hvis man truer den del af Danmark, der har lettest adgang til avisens spalter, er man sikret maksimal eksponering

Kort forinden havde han i sin sidste besked til omverdenen skrevet, at han ville »først slå ihjel og så stoppe min egen tilværelse«. Og det var, hvad han gjorde.

35-årige Flemming Nielsen når at dræbe to kvinder og såre to andre hårdt, inden han sætter geværløbet for sit eget hoved og afslutter udåden på kantinens toilet.

I dagene efter fik den døde mand al den opmærksomhed, som han aldrig havde fået i live. Faktisk var det overraskende, hvor få der kendte Flemming Nielsen. De færreste kunne huske, at de havde haft ham som elev eller medstuderende.

Flemming var en nullitet og en evighedsstudent, der savnede opmærksomhed, og som på bizar vis nåede frem til, at den letteste metode til det ville være at gå ned i en regn af kugler og blod.

Ingen kunne drømme om at kalde Flemming Nielsens massakre en terroraktion. Vi forstod den slags anderledes i 1994. Men oven på mordene i København, på Krudttønden og foran den jødiske synagoge, slår det mig, at nutidens Flemming Nielsen har nogle helt andre muligheder for udødeliggørelse, end han havde for 20 år siden.

Omar Abdel Hamid el-Hussein – umiddelbart et lige så stereotypt arabisk navn som Flemming Nielsens danske – var dansk. Om få år vil navnet være glemt, men gerningen stadig stå tilbage. I skrivende stund ligner de to drab ikke nogen særlig velorkestreret handling. Snarere forekommer de klodsede og spontane.

Morderen når ikke længere end til foyeren på Krudttønden og ikke længere end til dørmanden i synagogen. Omar el-Hussein har ikke format til at nå længere end til dørtærsklen noget sted.

Manden er heller ikke kendt af politiet som andet end en rodløs ballademager. Det kriminelle præludium til hans bersærkergang igennem København var et umotiveret knivstikkeri i et S-tog. I benet og i røven på en medpassager.

Ligesom Flemming var Omar ikke rigtig noget og kunne meget lidt. Ligesom den aarhusianske morder var han en enspænder.

At begå vold er ikke noget særligt. Hvis man har sin gang i bandemiljøet, kan man også nemt finde sig et våben. I dag vil det være alt for vanskeligt at skyde en amerikansk præsident eller en østrigsk tronfølger. Banale personligheder som Lee Harvey Oswald og Gavrilo Princip kan ikke længere komme så tæt på verdens ledere.

Men for enfoldige mordere som Omar el-Hussein er terrorangsten en enkel scene, som selv den mest ressourcesvage desperado med lethed kan træde op på. Det kræver et enkelt opslag i lokalavisen at konstatere, at to begivenheder på samme dag kan have tilpas symbolsk betydning til at blive badet i terrorens forstørrende optik.

Efterfølgende vil det halve af det skrivende Danmark kunne se sig selv til mødet på Krudttønden og fantasere om deres egen potentielle endeligt i ytringsfrihedens navn. Hvis man truer den del af Danmark, der har lettest adgang til avisens spalter, er man også sikret maksimal eksponering.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Vi har ventet på terroren længe i Danmark. Måske så længe, at vi trængte til at navngive noget som terror. Også skønt det måske bare var et par skrækkelige mord. Hvis vi skal se helt nøgternt på det.

Med vores – ofte disproportionale – angst for terror har vi givet verdens nulliteter og ligegyldigheder en alt for let adgang til at indtage en hovedrolle i et dødens teater, hvis plot kan skrives i hjørnet af en serviet.

Desværre er der for mange interesser på spil: politikere, der har brug for eksponering op til et valg, islamhadere, der desværre får en sølle dæmon at hæfte deres angst på, og hele det skrivende Danmark, der kan være ædle frihedskæmpere i lyset af deres laptops.

Vi skal sørge over de døde, men at gå i kollektiv landesorg er måske at berede vejen for endnu en tom person, der kan fyldes op af vores angst og i et kort glimt træde ud af anonymiteten. Måske er de banale mordere i vores midte i virkeligheden ikke alt postyret værd.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce