Tegning: Anne-Marie Steen Petersen

Tegning: Anne-Marie Steen Petersen

Debatindlæg

Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.


Vi møder desværre stadig koloniherrementaliteten

Danmark ser typisk sig selv som den blide koloniherre i forhold til andre - iscenesættelsen er ofte rosenrød og præget af skåltaler om vores positive fælles historie.

Debatindlæg

Det er en tiltrængt debat, der er sat i gang. Danmarks historie som koloniherre er om ikke underbelyst, så underdebatteret.

Hvis jeg var dansker, ville jeg med glæde involvere mig i aftabuiseringen af Danmarks historie og støtte ideen om et dansk kolonihistorisk center på Christianshavn.

Bo Lidegaard raser i sin analyse i PS (’Kolonier mig her og kolonier mig der’, Pol. 29.3.) over, at Danmarks forhold til Grønland nævnes som et emne for centeret.

Han skriver, at »Grønland aldrig har været en koloni, der kan sammenlignes med Danmarks vestindiske besiddelser eller med europæiske kolonier i øvrigt«.

Det er efter hans mening »fatalt at blande Grønland ind i kolonihistorien, fordi dette er ødelæggende for landets aktuelle bestræbelser for at tage eget ansvar«.

LÆS BO LIDEGAARDS ANALYSE

Det er rigtigt, at Grønland ikke har været udsat for slaveri som De Vestindiske Øer, men det er ikke mit ærinde her. Jeg vil heller ikke her diskutere, om Grønland teknisk set har været en koloni eller ej.

Vi har i Grønland kæmpet længe med postkolonialismens fælder, og det er bevis nok for mig. Der et stykke arbejde, der skal gøres – også i Danmark.

Grønland er på vej et bedre sted hen. På eget initiativ. Nu bør Danmark se tilbage på sin fortid.

Hvis vores forhold skal have indhold, skal vi også kunne forholde os til de mørkere sider

Vi møder nemlig desværre ofte den unuancerede og uselvkritiske koloniherrementalitet i forholdet mellem Grønland og Danmark.

Ja, » enough of that postcolonial piece of shit«, som den grønlandske forfatter Niviaq Korneliussen skriver i ’Homo sapienne’. For postkolonialisme er ikke kun forbeholdt de koloniserede. Efterspillet skal i den grad også udspille sig hos overmagten.

Som en anden debattør i Politiken så rigtigt beskriver situationen, lader det til, at Danmark ikke selv begriber sin egen rolle. Det er paradoksalt.

Danmark ser typisk sig selv som den blide koloniherre i forhold til andre, og der ytres gang på gang hjertevarme ønsker om gode relationer til Grønland og Færøerne.

Og at rigsfællesskabet for alt i verden gerne må bestå. Iscenesættelsen er ofte rosenrød og præget af skåltaler om vores positive fælles historie.

Men i lyset af Lidegaards PS-analyse klinger de danske samarbejdsønsker desværre hult.

Vi har meget imellem os, som er godt. Det skal vi bygge videre på. Men hvis vores forhold skal have indhold, skal vi også kunne forholde os til de mørkere sider. Det må man sige, at vi gør i Grønland.

Forsoningskommissionen er et eksempel. Talrige teaterforestillinger, sange, digte og kunstværker er andre eksempler. Lad mig nævne Julie Edel Hardenbergs spændetrøje syet i dannebrog på den ene side og erfalasorput (det grønlandske flag) på den anden. Værket bar navnet ’Rigsfællesskabspause’. »Det ville mere end at være grønlandsk«, blev der skrevet.

Og det er lige netop det, Grønland kan. Vores historie er et spejl af mange andre postkolonialistiske samfund. Fra inuit i Canada og Alaska, til maori i New Zealand.

Følelserne er de samme. Genkendelsen er ægte. Vi er i samme båd. Det er danskerne også. For et forhold er aldrig envejs.

Grønland og grønlændere bliver ikke ofre af, at Danmark erkender sin kolonihistorie. Tværtimod vil en dansk forsoningsproces måske endda kunne hjælpe Danmark til at komme ud af den paternalistiske spiral.

Og det ville hjælpe gevaldigt på dialogen. Skal vi ud af fordommene og debattere vores rigsfællesskab frit, skal der rykkes på begge sider.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Tænk over, hvor mange gange vi i debatten om rigsfællesskabet hører en overbærende tone fra danske debattører om, at Grønland ikke selv kan komme videre – på trods af at Grønland på eget initiativ har kæmpet sig til hjemmestyre og nu selvstyre.

Tænk over, hvor mange gange vi hører danske politikere spille bloktilskudskortet, når Grønland sætter ord på ønsket om selvstændighed. Eller hvor mange gange vi oplever, at grønlændere skydes i skoene, at vi ikke kan andet end offermentaliteten, selv om vi gang på gang viser, at vi kan og er mere og andet end det.

Grønland er andet og mere end det forsimplede billede, der ofte fremstilles. Og Danmark kan også være mere og andet end paternalismens ansigt.

Dronningen udtrykte det fint i sin nytårstale. Det handler om at tale hinanden op og ikke ned. Rigsfællesskabet kan være godt.

Men det kan også være en spændetrøje. Specielt hvis ikke vi hver især kan få viklet os ud af vores ’plejer’.

Danmark bør selv forsone sig med sin historie som koloniherre, ligesom den grønlandske forsoningsproces først og fremmest er en proces for og om os selv.

Jeg garanterer, at det ikke vil skade forholdet i rigsfællesskabet eller den grønlandske udvikling. Tværtimod vil det gøre os hver især mere fri.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden

Annonce