Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Foto: STEEN PETERSEN ANNE-MARIE/Politiken-Tegning
Debatindlæg
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.


Vi adoptivbørn bærer på et traume for livet - hjælp os!

Jeg forstår ikke, at jeg har fået lov til at gå 25 år uden hjælp til at hele et sår, der stikker så dybt.

Debatindlæg
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

»Børn adopteret fra lande uden for Danmark er mere psykisk sårbare end børn, der er født i Danmark«, meddelte Radioavisen klokken 6 om morgenen 17. august. Nyheden rørte mig dybt, da jeg selv aldrig har tænkt over min egen sårbarhed som adoptivbarn. Indtil for ganske nylig.

Jeg forstår ikke, at jeg har fået lov til at gå 25 år uden hjælp til at hele et sår, der stikker så dybt

De psykiske problemer behøver ikke at slå igennem i barndommen, men da mange af os adoptivbørn lever i lykkelig uvidenhed, aner vi ikke, hvordan vi skal passe på os selv senere i voksenlivet. Der eksisterer et klart behov for at følge adoptivbørns psykiske trivsel langt tættere end i dag.

Der skal derfor tages initiativ til et stærkt koordineret samarbejde mellem kommuner, børnehaver, skoler og fritidsordninger med det formål at sikre, at vi adoptivbørn får redskaberne til at håndtere vores sårbarhed så tidligt som muligt. Derudover skal det være gratis at få hjælp, hvis man konfronteres med sin sårbarhed som voksen. Kun herved kan vi bekæmpe, at sårbarheden udvikler sig til alvorligere problemer senere i livet.

Når jeg tænker tilbage på min opvækst og barndom, har jeg kun gode minder. Min familie elsker mig, og jeg har aldrig manglet noget. Men under overfladen har jeg altid kæmpet med dårlige tanker. De tanker har her i mit voksenliv udviklet sig til søvnproblemer, koncentrationsproblemer og problemer med at knytte bånd til mennesker, jeg holder af.

Det er først nu, hvor sygdom i min familie og ønsket om en dag selv at blive far er blevet en del af mit liv, at jeg erkender min egen sårbarhed. En sårbarhed, jeg kun kan lære at håndtere med professionel hjælp. Det at opsøge hjælp er i sig selv grænseoverskridende, men jeg gør det for at passe på mig selv og de mennesker i mit liv, som elsker mig. Jeg kan kun håbe, at det ikke er for sent at rette op på, hvad der er sket.

Mine forældre har hele mit liv fortalt om min adoption som en kærlighedshistorie, men det er desværre kun halvdelen af sandheden. Den anden halvdel er, at jeg som lille barn oplevede noget så traumatisk som at blive skilt fra min mor. Det er et traume, vi adoptionsbørn bærer rundt på hver dag resten af vores liv, og som gør os mere sårbare end andre.

Som spædbarn bliver du båret i maven af din mor. Barnet mærker udviklingen i hendes hormoner og blodtryk, når hun bliver bange, glad eller utryg. Når vi bliver født, er vi derfor helt og fuldstændig knyttet til vores mor.

Selv om jeg ikke husker at blive skilt fra min mor, husker min krop og underbevidsthed tydeligt oplevelsen. Det traume afføder følelser, tanker og reaktioner, som jeg hele mit liv ikke har været i stand til at forklare. Ikke før nu, hvor jeg er begyndt at få hjælp på baggrund af råd fra et familiemedlem.

Først nu som 25-årig forstår jeg, at en del af mine søvnproblemer, koncentrationsproblemer og problemer med at knytte bånd kan forklares med rod i bruddet med min mor som spæd.

Andre lande har for længst anerkendt, at adoptivbørn har behov for at blive fulgt tæt. I England følger myndighederne adoptivbørns trivsel og holder et vågent øje med, at de etablerer sociale relationer og generelt trives i deres hverdag.

Herhjemme har man da også siden 2014 fået midler til Post Adoption Services (PAS), der rådgiver og vejleder familier, som har adopteret. Det er sådanne ordninger, der skal udbygges og langtidsfinansieres, så også voksne adoptivbørn kan få hjælp, hvis de konfronteres med deres sårbarhed i voksenlivet.

Den chance, jeg nu får for at håndtere min sårbarhed, fortjener alle adoptivbørn. Jeg og de andre 22.506 adoptionsbørn, der er i Danmark, er ikke syge. Men hvis vi ikke gøres opmærksomme på vores egen sårbarhed, kan vores uvidenhed lede til problemer senere i livet.

Jeg forstår ikke, at jeg har fået lov til at gå 25 år uden hjælp til at hele et sår, der stikker så dybt.

Derfor: Hvis min historie kan spare bare én for den magtesløshed og identitetskrise, som jeg har oplevet i mødet med min egen sårbarhed, ønsker jeg at gøre den forskel.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Læs mere:

Annonce

Annonce

Annonce

Podcasts

Forsiden